Jul i Krobstrup

Et gammelt juleeventyr, der aldrig tidligere har været uden for fødebyen Krobstrup. Historien er fiktion, men enhver lighed med nulevende personer er ikke bare sandsynlig, men ligefrem tilsigtet.

Historien har cirka 24 kapitler og blev første gang bragt som føjeton med et nyt ulideligt kapitel hver dag.
God Jul ønskes af Bent Bernardi Sørensen (c)

Jens stirrede mellem grenene på et højt grantræ, der stod i skellet mellem markerne og det yderste hus i en landsby, som han håbede var Krobstrup.

Han havde gået det meste af eftermiddagen i regn og slud, og han var mildt sagt drivvåd.

Jens havde ikke lyst til at møde nogen som helst, men han var nødt til at finde et sted, hvor han kunne få noget af det våde tøj af og skifte til det, han havde i rygsækken. Heldigvis var det allerede blevet mørkt, selv om klokken endnu ikke var 17. Det var første dag i december.

Pludselig blev LED-lyskæderne i grantræet tændt, og Jens stod badet i lys.

– Hey, hov, lød en stemme. Hvad laver du der?

Jens gik frem. Han havde mest lyst til at stikke af, men han havde været jaget længe nok og ville ikke vække opsigt.

– Jeg stod bare lidt i læ for regnen. Jeg er allerede ret våd. Jeg har gået langt og skal prøve at finde noget bed and breakfast. Ved du, om det findes her i byen.

– Spørg oppe i det hvide hus ved kirken. Der bor Sorte Sam. Han kender alle i byen, sagde manden henne ved døren.

Jens gik hen ad vejen. Kirken måtte være nem at finde.

– Sorte Sam. Det lyder skummelt, tænkte han.

Hvorfor er Jens kommet til Krobstrup?

Hvem er Sorte Sam?

Læs videre i morgen.

Kirken lå på et lille torv. Et stort juletræ var tændt midt på pladsen, og der lå ganske rigtigt i hvidt hus ved siden af kirken. Det så ikke skummelt ud, så var beboeren i huset sikkert god nok. Jens havde dog kendt mange skumle mennesker i de mange år, han havde været på evig flugt.

Samuel Jensen, stod der på et messingskilt midt på døren

Jens ringede på, og en ældre, hvidhåret mand lukkede op og sagde straks: – Kom indenfor!

– Tak, undskyld, at jeg sådan kommer masende, sagde Jens. Jeg ville bare spørge om noget.

– Det er der så mange, der vil. Kom med ind i stuen.

– Jamen, jeg er helt våd. Jeg ville bare spørge, om du kender et sted med bed and breakfast.

Hvad er det, Jens vil spørge om?

Hvorfor er Sorte Sam så gæstfri?

Læs videre i morgen.

Jens gik bagefter den hvidhårede mand ind i den oplyste stue. Den så heller ikke skummel ud, snarere tværtimod.

– Sæt dig ned, sagde manden.

Jens tog den våde jakke af og satte sig i en lænestol ved sofabordet.

– Kan jeg friste med en kop kaffe, spurgte den hvidhårede.

– Ja, tak! Men jeg vil ikke være til ulejlighed, svarede Jens.

– Her er altid kaffe på kanden. Huset er fyldt med bønner, plejer jeg at sige.

Samuel Jensen var hurtigt tilbage med en bakke med to kaffekopper, en kande og nogle skiver god, gammeldags sandkage.

Jens var godt sulten og kunne næsten ikke vente, til han blev budt et stykke.

– Du er ikke her fra byen, kan jeg forstå, men jeg er ikke nysgerrig.

Jens blev lidt forskrækket og sank det, han havde i munden lidt for hurtigt, så han kom til at hoste.

– Du spurgte jo efter bed and breakfast, og jeg kender hver eneste sjæl i byen.

– Jeg er faktisk her fra byen. Jeg boede på Hejrevænget med min mor, der var enlig. Hun døde, da jeg var tre måneder gammel.

– Ja, jeg husker det, som var det i går, sagde Samuel Jensen.

Hvorfor husker Samuel Jensen, at Jens mor døde for mange år siden?

Og hvorfor er hans hus fyldt med bønner?

Læs videre i morgen

Jens blev mere overrasket end forskrækket, men sagde ingenting.

– Du hedder Jens Fisker, og din unge mor hed Kaja, sagde Samuel Jensen. Du var det første barn, jeg døbte, og en uge senere begravede jeg din mor. Jeg blev præst her for 45 år siden og skal holde op efter nytår.

– Jeg husker ingenting. Jeg blev sat i pleje i en anden by, svarede Jens, der lidt efter selv brød tavsheden.

– Jeg fik at vide, at jeg kunne spørge Sorte Sam. Jeg havde ikke ventet, at du var præst.

– Haha. Det kalder de mig på grund af præstekjolen. Som yngre kaldte de mig Samson, men der har aldrig været noget Samson over mig.

Men næsten alle i landsbyen er flinke mennesker. De er ikke religiøse, men vi hjælper hinanden, og hvis ikke de dukkede op i kirken en gang imellem, var den nok blevet nedlagt for længe siden. De kommer vist kun for at holde liv i Sorte Sam.

Begge lo, og præsten skænkede mere kaffe.

Hvad skete der med lille Jens, da hans mor døde?

Hvorfor døde hans unge mor, Kaja?

Læs mere i morgen

Der er kun én i Krobstrup, der har et værelse til leje. Det er Nina Nissen, der faktisk bor på omme på Hejrevænget. Jeg kan ringe til hende …

– Nej, jeg kan bare gå derom, hvis du forklarer vejen. Jeg husker jo ikke noget.

Men kan vi aftale, at du ikke siger, hvem jeg er?

– Naturligvis, jeg har tavshedspligt.

– Jeg kom som sagt i pleje, da min mor døde. Jeg boede mange steder, men jeg følte mig altid uønsket. Ingen savnede mig, og ingen ledte efter mig, når jeg stak af eller blev væk.

– Trist historie, sagde Samuel Jensen.

– Nu er der trods alt nogen, der savner mig. Jeg er efterlyst af politiet i hele Europa.

Hvorfor er Jens efterlyst i hele Europa?

Holder Sorte Sam sin tavshedspligt?

Læs mere i morgen

– Jeg lover, at jeg ikke siger noget til nogen. Og jeg spørger heller ikke, men du er velkommen her når som helst. Velkommen hjem til Krobstrup! Det er nummer 22 på Hejrevænget, sagde Sorte Sam.

Jens tog sin rygsæk, gik ud på Torvet og fandt hurtigt den rigtige retning. Som han plejede, gik han langsom dér, hvor lyset fra gadelygterne var svagt, og hurtigt, hvor han risikerede at kunne blive genkendt.

Der var lys i nr. 22. Jens nærmede sig, men gik af gammel vane et par huse længere frem, inden han vendte om og gik hen til huset, hvor der lå bunker af visne blade i forhaven.

Lampen ved siden af døren blev tændt hurtigt, efter at Jens havde ringet på. Døren gik op, inden han nåede at overveje, hvilken vej han skulle løbe.

– Dav, jeg hedder Jens, jeg søger et værelse.

– Ja, kom ind.

– Undskyld! Alt er vådt. Jeg har tørt tøj med i rygsækken.

– Kom, værelset er her nede for enden af gangen. Og badeværelset er lige herinde til venstre.

Hvorfor er Jens så bange for at blive set?

Og hvorfor ligger der bunker af visne blade i forhaven?

Læs videre i morgen

Jens skyndte sig i bad. For første gang i tre dage. Det var næsten lige så længe siden, at han havde siddet ved et bord og spist. Men der var bananer og knækbrød i rygsækken som altid. Ingen af delene var hans livret.

Det bankede på døren.

– Er værelset i ordet?

– Ja, det er meget fint.

– Jeg tænkte, at du måske er sulten. Man kan ikke købe noget her i byen.

– Jeg har lidt mad i rygsækken.

– I køkkenet om ti minutter. Det er bare nogle forårsruller fra fryseren.

– Øh, ja tak! Tak! Det vil jeg gerne.

Jens tænkte på at lægge sig på sengen, men var bange for, at trætheden ville overmande ham.

Værelset var ikke stort, men der var et højt skab, et skrivebord, en stol, en reol med en række bøger ud over dobbeltsengen på den trange plads.

Jens tog nogle penge frem fra et rum i rygsækken, så han kunne betale for overnatningen. Han slukkede lyset, gik hen til vinduet, trak gardinet til side og kikkede ud i mørket. Længe. Der var mørkt. Og alligevel ikke. Han åbnede vinduet på klem.

Snefnug brød mørket i skæret fra gadelygten et par huse længere henne, men ellers var der mørkt. Helt mørkt. Trygt. Men ikke helt trygt.

Jens åbnede døren og lyttede, inden han gik ud i køkkenet.

– Hej, sagde han og holdt pengesedlerne frem. Jeg vil gerne betale forud og selvfølgelig osse for aftensmad.

– Sæt dig ned. Det ordner vi senere. Vil du ha’ en øl?

– Øh, ja tak, men det var ikke meningen …

– Det er lige meget, og det er længe siden, her har været nogen. Ingen kommer jo til Krobstrup med vilje. Og jeg har altså ikke andet, end de her forårsruller.

– Det ser godt ud. Jeg kan godt li’ kinesisk mad – bare det ikke er hund.

– Haha! Jeg ved ikke, hvad der er i, men jeg har soya og chili. Velkommen til Ninas restaurant! Skål!

Jens brød tavsheden.

– Det smager dejligt. Og jeg siger det ikke kun, fordi jeg er sulten.

Nina smilede.

– Jeg kan tø en pose mere op i mikroovnen, men jeg tænkte på dit våde tøj. Vil du ikke ha’ det en tur i tørretumleren?

– Jeg har rullet det sammen og lagt det i en plasticpose i rygsækken.

– Det dur jo ikke, så blir det jordslået. Jeg kan komme det i, når vi har spist. Hvis du vil ha det det vasket først, så klarer vi osse det, så har du rent og tørt tøj i morgen.

– Jeg ved ikke rigtigt. Jeg vil gerne betale i aften. Måske bliver jeg nødt til at tage af sted i nat.

– Uh, det lyder da ikke rart. Du var jo til fods.

– Jeg vil gerne ha’ tøjet vasket. Hvis jeg tager af sted, kan jeg måske hente det en anden dag, men jeg vil helst ikke skylde penge, hvis jeg skal af sted.

Lidt efter fortsatte Jens:

– Jeg fik engang vasket alt mit tøj i Ungarn. Konen tog fem kroner pr. stk. – altså for hver sok og underhylere, så jeg var helt ruineret, da jeg havde betalt. Jeg kunne have købt nyt tøj billigere.

Begge lo.

– Jeg varmer lige nogle flere ruller, og du kan vist godt drikke en øl mere. Hvad lavede du i Ungarn?

Hvorfor er Nina så ivrig efter at få Jens til at tage tøjet af?

Hvad lavede Jens i Ungarn?

Læs mere i morgen

10)

– Ungarn. Det er en lang historie. Jeg har faktisk aldrig fortalt nogen, at jeg var i Ungarn. Jeg ledte efter en mand. Jeg har faktisk ledt efter ham over hele Europa. Ja! Og jeg leder efter ham endnu.

– Er du politimand?

Jeg smilede længe og kiggede alle steder hen, inden han kiggede Nina i øjnene.

– Nej. Jeg er ikke politimand. Men jeg arbejder næsten på samme måde som en politimand.

– Hvordan skal det forstås?

– Jeg er efterlyst for noget, som en anden har gjort. Det er ham, jeg er på jagt efter. Men lige nu er jeg bare tilbage her i Krobstrup, hvor jeg er født.

– Er det én herfra?

– Nej, nej! Jeg er her kun for at finde ud af noget om min baggrund.

– Har du ikke familien her i byen, når du nu er født her?

– Nej, desværre. Jeg har ingen familie overhovedet.

– Hør, nu rydder jeg lige op, og så finder du dit våde tøj, og bagefter får vi kaffe i stuen.

Nina ville ikke spørge mere, men mens de drak kaffe, fortalte hun, at hun selv var flyttet til Krobstrup for tyve år siden, men var blevet skilt for fem år siden. Hun arbejdede på apoteket i Nørre Vinkel otte kilometer væk.

Jens var ikke uinteresseret, men ville gerne i seng.

Det opdagede Nina og begyndte at rydde af bordet.

Jens sagde godnat.

Næste morgen lå der fem hundredkronesedler på køkkenbordet.

Nina bankede forsigtig på døren til værelset, som Jens havde lejet. Ikke en lyd derindefra. Så havde han nok alligevel forladt huset om natten. Hun åbnede døren og mærkede straks kulden, der slog ind fra det åbne vindue. Jens lå under dynen, hans tøj på gulvet.

Jens havde jo sagt, at han kunne hente sit tøj senere, så Nina byttede det uvaskede tøj ud med det rene, som hun havde lagt pænt sammen, og startede en ny 40-graders vask.

Jens vågnede først ved 12-tiden. Forvirret. Der var koldt over dynen. Der lå sammenlagt tøj på stolen ved siden af ham – og en seddel oven på. Der stod:

“Morgenmaden nåede du ikke. Jeg skulle møde på arbejde kl. 11. Der er mad i køleskabet (jeg hentede i morges). Nøglen ligger på køkkenbordet. Smid den i postkassen, hvis du tager af sted. Mere tøj i tørretumleren. Jeg satte den til en time.

Knus Nina.

PS! Samuel har ringet. Han har noget at fortælle dig – 2801 1108.”

Hvad mon Samuel vil?

På køkkenbordet lå en nøgle oven på 300 kroner.

Jens åbnede køleskabet og fandt alt godt fra diverse kølediske. Han forsynede sig og kiggede konstant ud af vinduet, som han var vant til.

Jens ryddede op, lod pengene ligge på køkkenbordet, klædte sig på, pakkede alt i rygsækken og gik – uden at låse døren. Han ville gerne kunne komme tilbage. Det sneede kraftigt, så han regnede med, at kun få mennesker var ude. Belært af erfaring gik han til højre i stedet for til venstre, hvis nogen skulle have lyst til at følge hans spor i sneen.

For enden af vejen vendte han om og trådte i sine egne fodspor hen til en indkørsel, som han gik ind ad til hoveddøren bare for at vende om og gå ud i igen i egne fodspor, fortsatte over på den anden side af vejen og håbede, at sneen ville slette alle spor.

Jens hilste på juletræet på torvet, inden han bankede på Sorte Sams dør.

– Kom ind, kom ind. Jeg har portvin på kanden, sagde den sorte mand, der var klædt i en falmet, vissengrøn joggingdragt med hætte.

– Jeg har mit munkekostume på, sagde han. Om fredagen lader jeg, som om jeg skriver prædiken. Men det gør jeg sgu ikke, for ingen hører alligevel, hvad jeg siger om søndagen. Organisten er næsten døv, og kirkesangeren har jeg trøstet jeg en gang om ugen, siden hendes mand døde … ja faktisk osse før han døde. Men lad det nu ligge. Sæt dig ned. Der er noget, jeg vil fortælle dig.

Jens satte sig samme sted som dagen før, og præsten skænkede to store glas portvin.

– Skål!

– Jeg blev nysgerrig, fortsatte han. Jeg har kigget i kirkebogen.

Hvad er det, præsten vil fortælle Jens?

Er det altervinen, Sorte Sam er ved at prøvesmage?

Læs videre i morgen

– Jeg ved, du er eftersøgt, men du kan trygt blive her, sagde Sorte Sam, der i dagens anledning var vissengrøn.

– Du er jo født her. Din mor hed Kaja Fisker, og hun ville ikke oplyse faderens navn. Det står i kirkebogen, at han var ukendt.

– Det er ikke nyt for mig. Ved du mere?

– Det er en udmærket portvin, selv om den er fra Netto. Har du nogensinde været i Portugal.

– Jeg har faktisk arbejdet på en bodega i Porto i to år. Det er ikke en bodega som i Danmark, men nærmest en vingård. Jeg var truckfører på lageret.

– Skål på det! Jah! Jeg ved mere.

– Jeg startede her som præst i november for 44 år siden. Jeg var nyuddannet og havde store forventninger. Jeg ville være sognets hyrde, frelser og forsoner – og alt det der. Jeg glemmer aldrig min første dåb …

Sorte, grønne Sam gik i stå, men fortsatte:

– Ja, jeg husker det, som var det i går, og det står i kirkebogen. Det var dig, Jens! Jens Fisker. Det var dig, Jens! Du var det første barn, jeg døbte.

Jens kiggede op. Mærkede, at ansigtet trak sig sammen. Kiggede ned. Tog glasset og nippede til portvinen.

– Jeg ved jo godt, at jeg er her fra, og at jeg blev fjernet.

– Fjernet er nok ikke det rigtige ord, sagde Samuel Jensen og skænkede mere portvin – næsten til kanten af glassene.

Jens sagde ikke noget, men stirrede rundt i stuen på de tunge, mørke reoler med hundredvis af bøger og de lyse vægge med store malerier, der mindede om Kandinskys. Han havde set noget lignende i Belgien på kontoret hos chefen for et stort speditionsfirma, hvor han en overgang stod for forsendelser af såkaldt farligt gods – kemikalier og den slags, der var omfattet af alle mulige – sikkert – fornuftige regler.

– Min næste såkaldt kirkelige handling – altså bortset fra gudstjenesterne – var at begrave din mor. Det var forfærdeligt, dels fordi det var min første begravelse, dels fordi det eneste, jeg vidste om hende, var, at hun var enlig mor.

– Plus, at hun var blevet slået ihjel, afbrød Jens – lidt vredt, lidt irriteret.

– Korrekt, men som præst spiller man jo bare en rolle, og man kan være nødt til at formidle tilgivelse.

– Hvorfor fortæller du mig alt det?

– Fordi, jeg vurderer, at du er et søgende menneske. Jeg sagde i går, at mange kommer for at stille spørgsmål, men det er sjældent noget, der har med religion at gøre. Det meste handler om, hvordan de skal fordele arven efter en gammel kone, jeg har begravet.

Du leder efter noget eller nogen, fornemmer jeg, og hvis jeg kan hjælpe, så …

Jeg har ikke lang tid igen – altså i embedet. Jeg slutter til nytår. Aldersgrænsen. Mere portvin?

– Ved du noget om min mor?

Ved Samuel mere om Kaja?

Hvorfor blev hun slået ihjel?

Læs mere i morgen

– Jeg ved kun det, som jeg har fortalt dig. Og du fik nyt efternavn, da du var nogle få år gammel.

– Ja, det bestemte mine første plejeforældre.

– Hvis det kan hjælpe dig, søger jeg gerne videre. Jeg fornemmer, at du ikke har tænkt dig at slå dig ned her, men ring til mig om en uge. Mit nummer er 2801 0811.

– Jeg har det allerede på den her seddel fra Nina. Men jeg er altså ikke en kristen person.

– Nej, nej, det er jeg nok heller ikke. Men her i byen har vi jo brug for hinanden … Jeg havde store karriereplaner engang, men blev hængende her og betragtes vist af andre præster som lidt af en original, fordi jeg ofte taler i koder- Mit telefonnummer hentyder til Siraks bog i de apokryfe skifter, kapitel 28, vers 1: “Den, som selv tager hævn, rammes af Herrens hævn; han holder strengt rede på hans synder” og Ordsprogenes bog i Det gamle Testamente, kapitel 11, vers 8: “Den retfærdige udfries af nøden, den uretfærdige får hans plads.”

Og det har jeg hørt meget for, men det udtrykker ret præcist min mening.

Mere vin?

– Nej tak, jeg må videre, sagde Jens og tænkte: Men hvorhen?

Ude på torvet følte Jens sig hjemløs. Det var der ikke noget nyt i, for han havde aldrig kendt et sted, han kunne kalde sit hjem.

Hvad hedder Jens til efternavn?

Hvor skal Jens tage hen?

Læs videre i morgen.

Det meste af sneen var smeltet. Fodspor ville hurtigt forsvinde, så Jens gik hurtigt mod Hejrevænget – dog ikke tværs over Torvet, men rundt langs husene.

Ved den bygning, hvor der måske engang havde været en Brugs eller en købmand, var der en port. Jens gik et skridt ind og stod kiggede ud, mens han

tænkte sig lidt om.

Han nød freden og fraværet af nysgerrige, da en stemme bag ham pludseligt spurgte:

– Hvem står du her og putter dig for?

Jens for sammen, og hans første tanke var at stikke af, men i sidste øjeblik besindede han sig. Det ville for alvor være mistænkeligt, hvis han flygtede.

Han vendte sig og så ind i øjnene på en høj, ældre mand.

– Jeg står bare og kigger på juletræet, og der er jo ikke snesjap herinde i porten.

– Du er nok flyttet ind nede ved Nina, hva’? Jeg så, du traskede rundt dernede. Ledte du efter noget, eller er det dig selv, der er blevet væk?

– Jeg er ikke flyttet ind. Jeg tager videre i morgen.

– Jeg lagde mærke til, hvordan du gik i dine egne fodspor i sneen. Jeg har selv gået sådan rundt, da jeg var i Sirius-patruljen, når vi skulle gemme os. Vi gik tværs over indlandsisen på to uger, sagde manden, der nu stod uden for porten.

– Det er et flot juletræ, ikke. Jeg har selv fældet det og rejst det, men det med at pynte det, det gider jeg sgu ikke. Det er kællingearbejde. Nå, farvel! Vi ses!

– Nej, det tror jeg ikke, svarede Jens.

Hvem er manden, der har holdt øje med Jens?

Har han gået over indlandsisen? Eller er han fuld af løgn?

Læs videre i morgen

– Jeg har været glad for at bo her et par dage, og jeg vil gerne disponere over værelset en uge mere, men måske tager jeg væk i nat, så jeg betaler forud, sagde Jens, da han var kommet indenfor hos Nina.

– Jeg fornemmer, der er sket noget, svarede Nina. Har Samuel fortalt dig noget?

– Ja, det har han, men det er ikke derfor.

– Det rager ikke mig, men du ser lidt skræmt ud.

– Jeg har vist altid været skræmt, så det er vist sådan, jeg normalt ser ud. Men jeg mødte en mand, der har iagttaget mig. Han var meget nysgerrig.

– Hvem dog?

– Han præsenterede sig ikke, men oppe på Torvet … Han talte meget højt, og han pralede meget.

– Åh, det er bare Knud Erik. Han bor omme ved mosen og tror, han er verdensmester i alting. Hvad sagde han?

– Bare at han havde set mig gå rundt. Og noget sludder om Sirius-patruljen og om at gå tværs over Grønland.

– Haha. Alle ved, han er en kryster. Han har hverken været soldat eller på Grønland, men han har garanteret selv grund til at være skræmt. Det er nok derfor, han holder øje med alt og alle.

– Jeg kender ham jo ikke, men man kan ikke gå over indlandsisen i sandaler.

– Jeg har stegt frikadeller og skal lige snitte nogle kartofler til kartoffelsalat. Jeg regner med, at du vil spise med.
– Jeg har faktisk kun knækbrød tilbage. Hvordan kan I leve her i Krobstrup uden butikker? Men, ja, tak! Og jeg vil gerne snitte kartoflerne som et beskedent bidrag.

– Tak, så laver jeg noget andet imens. Jeg henter lige noget purløg i kummefryseren.

Hvorfor praler og lyver Knud Erik?

Bliver Jens boende eller forsvinder han i løbet af natten?

Læs videre i morgen

Nina fandt en flaske chardonnay og skænkede to store glas. Derstod Francis Coppola på etiketten.

– Er det ikke navnet på en filminstruktør, spurgte Jens.

– Aner det ikke, men den er dyrere end biografbilletter. Skål!

– Skål!

Jens kunne have spist alle frikadellerne selv, men tænke på dengang på børnehjemmet, da man blev slået med knivskaftet over fingrene, hvis man rakte til fadet med for korte mellemrum.

– Spis nu resten! Jeg skal ikke have mere, sagde hun, rejste sig og kom hurtigt tilbage med en tre-liters papvin.

– Kan du drikke rødvin af samme glas?

– Jaja, jeg er slet ikke vant til vin.

– Vand til vin … Du er jo helt bibelsk.

– Undskyld. Jeg tror ikke på en skid.

– Slet ikke?

– Jo, jeg tror på dig. Og på mig selv.

– Hvad med kærligheden. Tror du ikke på kærligheden?

Jens tømte sin vinglas og skænkede mere fra kartonen – først til Nina og derefter til sig selv, inden han svarede:

– Jeg har aldrig mærket kærlighed, men jeg tror, jeg ved, hvad der er, for der er mange ting, jeg holder af.

– Ting? Ikke mennesker?

– Jeg har aldrig kendt nogen så længe, at jeg er kommet til at holde af dem … af hende … eller hvad skal jeg sige?

– Du behøver ikke at forklare, men det er da trist. Vil du fortælle, hvorfor du hele tiden skal videre?

Lister Sorte Slyngel rundt på Hejrevænget?

Find selv på flere spørgsmål og læs videre i morgen

Jens sagde ikke noget i lang tid.

– Det er jo en lang historie, men jeg føler, at jeg kan stole på dig. Jeg er født her i Krobstrup, og Sorte Sam fortalte i dag, at jeg boede her på Hejrevænget, indtil min mor døde, da jeg var tre måneder gammel. Jeg kom i pleje her og der. De første år husker jeg ikke noget om, men som ung fandt jeg ud af, at min mor var blevet myrdet. Morderen er aldrig fundet, men jeg bestemte mig for at finde ud af, hvad der skete, og det fandt jeg så ud af for 20 år siden, troede jeg.

– Jens, for dælen da ..! Uha, jeg laver lige noget kaffe. Sæt dig hen i sofaen.

Nina vimsede rundt med kaffekopper og småkager fra Karen Volfs fabrik i Stege, som vist ejes af nogle nordmænd.

Jens tænkte på dengang, han arbejdede med lakseopdræt i Brønnøysund og gik glip af nogle ugers løn, da han ikke kunne gi’ regnskabschefen et bankkontonummer, som han kunne sætte lønnen ind på. Jens listede af – i firmaets firehjulstrukne Toyota og klarede sig nogle dage ved at sælge tre slags laks i flamingokasser til restauranter på vej mod Oslo.

Nina dækkede op på sofabordet, så de kom til at sidde ved siden af hinanden.

Hun satte sig og skænkede kaffe, men sagde ingenting.

– Nina, jeg tager nok af sted i morgen, men vil gerne have værelset til rådighed, hvis jeg kommer tilbage.

– Jeg kender lidt til historien om det her hus. Det var faktisk her din mor boede – og altså osse du. Måske stod din lille seng dernede, hvor du har sovet, sagde Nina og lagde sin højre hånd på Jens venstre skulder.

Jens sank resterne af en af Karens kager, hostede lidt og stirrede på ingenting. Og så på Nina.

Jens havde aldrig stolet på nogen. Han trak fødderne ind under sofaen, så han hurtigt kunne rejse sig og komme væk. Han vidste allerede, at den hurtigste flugtvej var gennem bryggerset og gennem hækken til højre og derfra via et raftehegn om til en grund på nabovejen. Han havde altid sine kontanter fordelt i baglommer og sokker. Han havde hverken sundhedskort eller Dankort. Faktisk eksisterede han ikke. Han satte ikke spor.

Men lige nu og her i Ninas stue – på sofaen med hendes hånd på skulderen – var han til stede. En følelse, han forsøgte at karakterisere som glæde, blandede sig med brækfornemmelser.

Stilheden var enorm – nærmest larmende. Hvis det sneede, ville det have lydt som kanonskrald.

Jens og Nina kiggede på hinanden.

– Velkommen hjem!

Jens vidste ikke, hvad han skulle svare. Han tømte glasset og skænkede for Nina og sig selv.

– Jeg har ikke noget hjem. Jeg hører ikke til noget sted. Jeg kom hertil Krobstrup for at finde en start på det hele.

Nina tog Jens i hånden.

– Dit liv startede jo her, men hvem ved, hvor du ender?

Jens tømte igen sit glas og følte, at han var ved at miste kontrollen over sig selv. Han bed sig selv hårdt i underlæben, kiggede sig nervøst omkring. Scannede nærmest stuen og kunne li’ det, han så.

– Jeg må hellere gå hjem, sagde han og forstod straks, hvor akavet det lød. Jens lagde albuerne på sofabordet og sænkede hovedet ned i de opstrakte hænder.

– Undskyld, men jeg har aldrig haft et hjem, sagde han så lavt, at det næsten ikke kunne høres.

– Kom, Jens, du skal vist ikke drikke mere i aften. Jeg følger dig “hjem”.

Kan Jens føle sig hjemme i nr. 22?

Kan man forføre en hjemløs med småkager – og hvad er opskriften?

Læs videre i morgen – hvis du TØR.

I dagens anledning kommer her et dobbeltafsnit af den ulidelige beretning om Jens og andre eksistenser, der ikke bare er fiktive, men osse går rundt iblandt os. Læs videre, hvis du ikke kan vente på filmversionen.

Jens faldt hurtigt i en for ham uvant tryg søvn.

Nina lå vågen og tænkte på den fremmede. Den spændende fremmede, der var vokset op i hendes hus. Nej, man vokser jo ikke op på tre måneder.

Hun begyndte at tænke på, at hun måske skulle overveje det sprogkursus, som Apotekerforeningen havde tilbudt i foråret. Mange af kunderne talte kun tysk og forventede, at ekspedienterne kunne tale med dem på deres modersmål. Bitte og danke var stort set de eneste ord, hun forstod. Til gengæld var hun ekspert i latinske betegnelser for alt inden for medicin.

Somnum betyder søvn på latin, men hun kunne ikke sove. Klokken var to, og der var ro.

Nej, roen blev brudt af en bil, der listede forbi. Næsten lydløst, men dens lygter lyste op. Ikke bare én, men to biler sneg sig ned ad vejen, vendte og kørte tilbage. Efter et par minutter kom de tilbage.
Nina sprang ud af sengen, kastede aftenens tøj på sin nøgne krop og forsøgte at lade være med at trække vejret, mens hun gik hen ad gangen tim værelset, hvor Jens sov.

Han åbnede døren i det samme.

– Kom, vi må af sted! Du tager bagdørenI Jeg henter dig i bilen omme på Klydevænget om to minutter.

Jens svarede ikke. Han var som altid flugtparat og stak hurtigt af gennem haverne – uden at ødelægge noget.

Nina blev som forventet stoppet for enden af vejen.

– Jeg har vagt på apoteket og skal hente medicin til sygehuset. Det er ret akut.

Et minut senere var to personer i en rød Ford Kuga på vej ud af byen i et adstadigt tempo.

Jens brød tavsheden:

– Tak, Nina, men hvad har du gang i?

– Du skal bare væk !!! Nu kører vi ned til min søster, der bor lidt herfra.

– Hør nu, du skal ikke have alt det besvær med mig! Sæt mig bare af her i mørket og kør hjem!

Nina satte ikke Jens af, men kørte ind i en landsby, som Jens aldrig havde hørt om. Hun gik om på bagsiden af et to-etagers hus og bankede på en rude. Jens gemte sig automatisk bag hjørnet.

Fem minutter senere stod han og Nina over for hinanden i et gæsteværelse i Ninas søsters hus.

– Jeg er mega-træt, sagde Nina. Kan du falde til ro her?

Jens stod lidt kejtet, nej meget kejtet, og sagde ingenting.

– Jeg ligger inderst, så kan du ligge yderst og holde øje med, om der kommer nogen, sagde Nina, og lænede sig tæt ind mod Jens og undskyldte det, hun havde sagt.

– Omstændighederne!

Nina og Jens lagde sig. Begge var trætte. Nina faldt i søvn hånd i hånd med Jens. Men Jens sov ikke.

Han kunne ikke. Sove. Han kunne kun lytte. Det eneste, han hørte, var Ninas vejrtækning og et stille grynt, når hun vendte sig. Hun havde sluppet hans hånd, og han havde rørt ved en bar skulder. Det føltes rart.

Han lagde sin venstre hånd på Ninas skulder, rykkede sin krop lidt tættere på hendes og faldt i dyb søvn med forvirrede tanker.

Nina vågnede og ringede til apoteket og meldte sig syg.

Apoteker Poul Pilegård var ikke glad for sygemeldingen. Men det var første gang i mindst to år, at Nina havde haft en sygedag.

– Har vi ikke noget medicin, der kan slå det ned?

– Det kan jeg ikke forestille mig, men det varer nok nogle dage.

Nina lagde sig tilbage hos Jens i søsterens gæsteværelse.

– Der kommer aldrig biler på Hejrevænget om natten, sagde hun.

– Hvor jeg er, kommer der altid biler om natten. Tak for, at du kørte mig væk. Jeg må se at komme videre!

– Vi kan vel blive her et par dage. Ingen ved, hvor du er.

– Der er altid nogen, der ved, hvor jeg er.

– Jeg er sulten, sagde Nina, kiggede Jens dybt i øjnene og lagde sig igen tæt ind til ham.

– Nu er jeg osse sulten, sagde Jens en halv time senere.

– Jeg kører ind til Brugsen og køber noget, vi kan spise. Er der noget, du gerne vil ha’?

– Ti bananer, en pakke knækbrød og to plader mørk chokolade. Der er penge i den venstre lomme på rygsækken.

– Du er skør, svarede Nina og skyndte sig at tage af sted.

Jens fandt et badeværelse og stod længe under bruseren og tænkte over, hvordan han skulle komme videre. Foreløbig vidste han ikke, hvor han var.

Nina kom tilbage masser af mad, og de spiste uden at sige ret meget. Hun ville ikke fortælle noget, før Jens havde spist. Men bagefter …

– Jens, jeg vil sove lidt til middag, og jeg vil gerne snakke lidt med dig.

Snart efter lå de under dynen. Nina fandt en hånd, klemte den og hviskede:

– Der er noget, jeg skal fortælle dig … Inde i Brugsen snakkede folk om dig. Du er efterlyst for noget, der skete for mange år siden.

– Ja, i Skjern for 20 år siden. Jeg blev beskyldt for at have skubbet en mand ud foran et tog, så han blev kørt ihjel. Jeg så, hvem der gjorde det, og har ledt efter ham lige siden samtidig med, at jeg har været på flugt. Hvis politiet får fat i mig, skal jeg for retten. Jeg kan kun undgå at blive dømt ved selv at finde morderen, og jeg kan nemt genkende ham.

– Hvor er vi? Jeg er vist nødt til at tage langt væk.

– Ingen finder os her! Jeg tror, jeg ringer til Samuel og spørger, om vi ikke bare kan tage hjem. Han kender jo alle i byen.

Samtalen sluttede. Efter en lille pause sagde Nina:

– Samuel sagde, at der går rygter om, at du har taget mig som gidsel og har bortført mig. Ham der Knud Erik havde set de to politibiler i nat

– Hvad fanden laver han på Hejrevænget midt om natten?

– Aner det ikke. Jeg ringer til Samuel igen og beder ham ringe til politiet og fortælle, at jeg ikke er kidnappet, og at jeg ikke ved, hvor du er.

– Men du ved jo, hvor jeg er ..!

– Om lidt, når jeg ringer, siger jeg, at jeg ikke ved, hvor du er. Måske er du på toilettet, måske ligger du under sengen, og så kan jeg jo ikke vide, hvor du er.

Jens lo. Nina ringede.

– Samuel fortalte, at min telefon måske bliver aflyttet og er sporet, så vi må hellere finde et andet sted i en fart. Jeg slukker telefonen helt.

Huskede Nina at købe knækbrød?

Hvor skal Jens holde jul?

Svar selv på spørgsmålene eller læs videre i morgen.

20 – 2

Efter utallige opfordringer kommer her endnu et afsnit af den ulidelige beretning om mennesker, der kommer galt af sted, når de ikke ser fjernsyn.

Nina kørte ad små veje til et hus, der lå øde i en kratbevokset klit.

– Det er en venindes hus. Jeg ved, hvor nøglen hænger.

– Tak, Nina. Jeg er glad for, at du hjælper mig. Der er sgu aldrig nogen, der har gjort noget for mig før.

– Aldrig?

– Jo ,,, En dag var jeg ved at smide papirer fra en is i en skraldespand, da en kvinde pludselig kom og holdt låget for mig. Det var sangerinden Lis Sørensen.

Jeg genkendte hende straks, men heldigvis vidste hun ikke, at jeg var efterlyst. Siden har jeg elsket hendes sange.

– Mine øjne, de skal se, skrålede han, men blev afbrudt

– Tænd lyset! Vi er nødt til at tænde op. Finder du noget brænde, så får jeg styr på vores madvarer.

Jens gik udenfor og fandt hurtigt en brændestabel og samlede så meget, som han kunne bære.

Snart knitrede det i brændeovnen, og der kom lidt mad på bordet.

Snart efter bankede det på døren.

Nina åbnede døren. En hvidskægget mand midt i 60’erne stod uden for med en blødende hånd.

– Har du noget forbinding?

– Nej, men det ser da lidt alvorligt ud. Jeg er nok nødt til at køre dig til en læge.

– Jeg er nok nødt til at sige ja tak. Jeg var ved at partere nogle træer, jeg lige har fældet inde ved siden af.

Nina valgte at lade være med at kontakte Jens, men tog straks sin jakke, som bilnøglen lå i.

Undervejs fortalte manden, at hans motorsav havde skåret sig gennem handsken. Nina besluttede at køre til skadestuen, selv om den lå meget længere væk.

Imens var Jens gået udenfor og havde fundet motorsaven og med det samme forstået hensigten. Selv om han hverken havde handsker, høreværn eller beskyttelsesbukser, løftede han kædesaven og gik i gang med at skære grenene af de lange fyrrestammer. Bagefter slæbte han alle grene hen til en lysning – og ønskede brændende, at han havde haft et par handsker.

Da han gik i gang med at skære stammerne op i stykker på en meters længde, løb saven tør for benzin, men Jens havde set en rød dunk ude ved stien. Han gik hen og tankede saven op, og fyldte osse olie fra en lille sort dunk på til kædetrækket.

Jens var glad for at bruge kroppens muskler, men det var alligevel irriterende, at nogle af en-meter-stykkerne havde mange grene, der osse skulle skæres af.

De afgrenede stykker anbragte Jens ved siden af stien. De tykkeste kunne han ikke bære, men løftede dem til lodret og vippede og vippede og vippede dem hen til, hvor de skulle ligge. De tyndere kunne han vippe op på højkant og derefter op på skulderen.

Efter et par timer var Jens træt, for det var længe siden, han havde haft fysisk arbejde.

Nina kom hjem og fandt Jens i seng. Hun lagde sig hos ham og tænkte, at så træt burde han da ikke være. Han havde jo bare været alene hjemme …

Der er så meget kvinder ikke forstår – eller er der?

Læs videre en anden dag eller lav noget fornuftigt

Næste formiddag bankede naboen på døren – Nina lukkede op.

– Der er noget, jeg ikke forstår. De træer, jeg havde fældet i går, er blevet parteret, og min motorsav er blevet lagt over til huset.

Jens trådte frem og bød naboen indenfor.

– Jeg tilstår, sagde Jens. Men jeg vidste jo ikke, om du ville have en- eller to-meterstykker.

– Det er helt fint det hele, og de små stykker fra trætoppene har du lagt i en bunke, som jeg nemt kan køre hjem i trillebør. Jeg vil gerne betale for arbejdet.

– Det kan ikke lade sig gøre, svarede Jens.

– Jeg skylder osse for køreturen til skadestuen.

– Nej, det er ingenting, sagde Nina.

– Jo, det er. Og jeg vil gerne invitere på aftensmad. Hvis en af jer gider køre ind til Brugsen, så jeg kan købe ind, og jeg har jo set, at din bil trænger til at blive tanket.

Nina kiggede over på Jens, der nikkede næsten usynligt.

Nina var væk i over en time. Mørket var tykt, da Jens hørte hende åbne døren.

– Jesper – altså naboen – har købt ind til en stor middag. Han har inviteret os til om en time.

Jens var ikke begejstret for ideen.

– Jeg synes, vi skal gå derover med det samme. Han kan ikke arbejde i et køkken med den forbundne hånd.

Kort tid efter var Nina i gang med at ordne grønsager.

Jens og naboen sad i sofaen med hvert sit glas rødvin.

– Husk nu: Ikke for meget, tænkte Jens. Han vidste, at flugt var en mulig afslutning på den lille sammenkomst.

– Jens, jeg har hørt om dig. Men her kan du trygt være. Jeg angiver ikke nogen. Jeg er selv mistænkt for at snyde i skat og alt sådan noget. Derfor har jeg aldrig kontanter. Jeg har betalt for, at bilen blev tanket og for nogle dunke motorolie og sprinklervæske. De står i bagagerummet sammen med nogle flasker vin og noget sprut. Desværre kan jeg ikke betale på anden måde, men tak for dit arbejde, og din kone ….

– Det er lige meget. Jeg har penge, men Nina …

Nina viste sig i døren og sagde, at der var dækket op på køkkenbordet. Hun havde kogt kartofler, gulerødder og blomkål og stegt koteletter.

– Velkommen til bords! For resten hedder jeg Jesper, hvis I ikke ved det.

– Skål, sagde Nina og løftede sit vandglas.

Jens og Jesper løftede deres glas, og alle drak en tår.

– Hør, vi har da købt tre kasser vin. Jeg henter!

– Han er god nok, sagde Nina og stak gaflen i en gulerod.

– Måske, svarede Jens, der kæmpede med blomkål.

Jesper kom tilbage med en flaske vin, som han ikke kunne åbne.

Jens tænkte på, at havde aldrig havde siddet ved et bord og trukket proppen af en flaske vin.

De snakkede mest om skoven, mens de spiste. Jesper fortalte osse om sin kone, der havde forladt ham, fordi hun ikke ville leve i en øde skov – og han ikke ville leve i en by. Men de besøgte af og til hinanden.

– Kærligheden overvinder alt, sagde Jesper.

Jens tænkte straks på et ispapir og en skraldespand. Blev flov, og tænkte på Nina i stedet for. Han kunne nemt tælle timerne, de havde kendt hinanden, men ingen kvinde havde han kendt så intimt – og så så længe.

Jens åbnede endnu en flaske vin og endnu en, men han lod bare, som om han drak. Han var helt ædru, da han fulgte Nina til deres midlertidige hjem.

Nina snakkede højt og meget.

Mens Jens børstede tænder, blev der ro. Nina var faldet i søvn på sengen. Han tog hendes sko og noget af tøjet af. Ikke forsigtigt, for hvis hun vågnede, gjorde det ikke noget.

Jens følte sig ikke tryg, da han lagde sig til at sove. Han følte sig som en beskytter, og det syntes han ikke om.

Han var selv ubeskyttet – ingen hjelm, ingen kevlarbukser, ingen handsker. Uden handsker tog han kærligt om Nina, da han lagde sig tæt ind mod hendes varme krop, men tryg var han ikke.

Kan Jens stole på Nina?

Kan Nina stole på Jens?

22)

BREAKING NEWS fra Det lille hus i Skoven – ekstra afsnit

Sneen havde væltet ned om natten.

En dejlig morgenstund, selv om det var midt på formiddagen.

Nina var gået i bad. Jens smurte ostemad.

Hun kom ud – nøgen med fugtig hud.

– Om lidt er kaffen klar, sagde Jens og gik udenfor, mens Nina klædte sig på Bramgæssene fløj i flok, fordi de var mange nok.

Ved morgenbordet sagde Nina:

– Vi kan ikke komme i kontakt med nogen, for jeg har afbrudt min telefon.

– På en måde er det lige meget, svarede Jens. Men nu er der så megen sne, at det er det svært at sikke af.

Jens gik rundt i huset og kiggede ud af alle vinduer.

– Jeg er fanget, sagde han. Hvis der kommer nogen, så gem dig. Hvis jeg ikke kan slippe væk, er jeg nødt til at kæmpe.

Jesper dukkede op, trampede sneen af støvlerne, inden han i gik ind.

– Det er fint, at du fjernede træerne – ellers ville man slet ikke have kunnet køre gennem skoven, men hvorfor skulle man osse det?

Jesper havde næsten selv besvaret sit spørgsmål, men Nina spurgte alligevel:

– Hvordan går det med hånden? Kan jeg gøre noget?

– Nej, nej! Jeg vil bare fortælle, at de siger i fjernsynet, at du, Jens, har kidnappet Nina, og at du sandsynligvis er bevæbnet.

– Jesper, jeg er jo ikke kidnappet. Jens er eftersøgt for noget, han ikke har gjort, og du og jeg er de eneste, der ved, hvor han er.

I Krobstrup var der nærmest panik. Ingen kunne komme i kontakt med Nina. Den mystiske fremmede havde bortført hende, var den almindelige mening.

Politiet havde spurgt overalt – stort set uden resultat. Jens havde været efterlyst i tyve år, og af samme årsag fandtes der ingen billeder ham.

Sorte Sam forklarede, at han havde tavshedspligt, men at han i øvrigt aldrig havde hørt om en person med den efterlystes navn.

Knud Erik fortalte til alle, der gad at høre det, at han var sikkert på, at han havde set den efterlyste. Han havde ladet sig fotografere i porten, hvor han havde talt med Jens.

HER SÅ JEG MORDEREN, havde han sagt til BT. Knud Erik uddybede, at manden i porten så skummel og skræmmende ud.

Politipatruljen havde bemærket hjulspor i sneen den nat, Nina og Jens var kørt væk, men ingen vidste med sikkerhed, om de var taget af sted sammen. Ingen havde efterlyst Nina. På apoteket, hvor hun arbejdede, fik politiet at vide, at hun var sygemeldt.

– Det er jo sygt, at folk digter historier om os, sagde Nina.

– Jeg er ked af det. Måske skal jeg bare gå videre, og så kan du køre hjem, og alt er som før, sagde Jens.

– Jeg kan køre dig væk herfra, sagde Jesper uden at tænke på, at han ikke kunne køre bil med den skadede hånd.

– Lad os vente til i morgen. Vi har mad nok, og ingen ved, hvor vi er.

Hvor længe kan Jens og Nina gemme sig i skoven?

Sker der noget i morgen?

Få svaret, når dagene begynder at bliver længere.

22 – 1

Næste dag så Jens og Nina ikke noget til Jesper. Nina var nervøs og gik over for at se til ham. Hun kom hurtigt tilbage – ret oprevet.

– Det er helt galt med Jespers hånd. Håns sår skal renses og ha’ ny forbinding. Jeg er nødt til at køre ind på apoteket. Jeg kan melde mig rask og starte på arbejde i morgen, sagde Nina.

– Jeg tager med. Måske kan jeg tage toget videre fra Nørre Vinkel, sagde Jens. Hans rygsæk var allerede pakket og klar. Og Nina kunne ikke protestere, selv om hun helst ikke ville have, at Jens bare forsvandt.

Nina parkerede uden for apoteket. Jens fulgte med ind, uden at det så ud, som om de kendte hinanden.

Ninas kolleger var i oprør og snakkede i munden på hinanden.

– Rolig nu, sagde hun. Jeg har slet ikke hørt om alt der. Jeg har ligget syg ude i en hytte i klitterne, men naboen er kommet til skade, og jeg skal bruge noget klorhexidin, noget kompressor og noget plaster. Når jeg har forbundet ham, kører jeg hjem, og så kommer jeg på arbejde i morgen.

– Men det er jo søndag i morgen, så slap bare af, sagde apoteker Poul Pilegård, der var kommet til syne i døren. Han stirrede på Jens – længe.

En af ekspedienterne spurgte Jens, om hun kunne hjælpe ham med noget.

– Zinksalve, svarede Jens, og lagde 50 kroner på disken.

Han var hurtigt ude af butikken og gik i den retning, Nina skulle køre.

Nina forklarede, at hun havde travlt. Hun skulle rense Jespers sår.

– Vi ses på mandag, sagde hun og skyndte sig ud.

– God weekend! hørte hun apotekeren sige.

Jens var nået et par hundrede meter væk. Nina stoppede. Jens satte sig ind.

– Nina, sagde han. Stop henne ved byggemarkedet. Det er mit livs chance.

– Hvad er det, du siger? Dit livs chance? Forklar!

– Jeg håber, du vil hjælpe! Jeg har travlt. Jeg skal nok forklare det hele.

– Løb ind og køb en pose strips – cirka 30 centimeter.

Nina var hurtigt tilbage.

– De havde kun de her grønne. Hvad skal du med dem?

– Jeg skal gøre det kort. Apotekeren genkendte mig, og jeg genkendte ham. Tænd din telefon. Nu må den gerne spores. Hør nu her: En aften i 1998 stod jeg på stationen i Skjern. Foran mig stod to mænd på min egen alder og skændtes vildt om et tyveri. De var enige om, at de begge kunne blive millionærer, men ikke om hvordan pengene skulle fordeles.

– Hvad havde de stjålet?

– Aner det ikke. Jeg opfattede kun noget om HGH og Gentofte.

– HGH. Det er jo væksthormon.

– Der kom et gennemkørende tog, og den ene af mændene skubbede den anden ud foran toget. Han blev kørt helt i smadder. Ham der skubbede, vendte sig roligt om. Han vidste ikke, at jeg stod der. Han stirrede længe på mig. Jeg var helt chokeret og satte mig på en bænk

– Nu er JEG da helt chokeret, sagde Nina. Men hvad har den historie med de her strips at gøre?

– Jeg så ham, der skubbede, inde på apoteket.

– Hvad, der var da ikke andre end os.

– Apotekeren. Han mangler højre arm. Lige som ham, der skubbede manden ud foran toget.

– Det er jo bare Poul. Bare fordi han mangler en arm, er han jo ikke morder.

– Jeg glemmer aldrig synet af ham. Jeg véd, det er ham. Han har været et spøgelse i hele mit voksenliv.

– HGH og Gentofte. Jeg må indrømme, at det giver god mening. Væksthormon fremstilles af Nordisk Gentofte, og på apotekets lager står kassevis af ampuller med Norditropin, som vi ikke må røre. Hold da kæft!

– Hvad gør vi nu?

– Jeg har en plan. Først giver du mig en strip om højre håndled – så stramt, at jeg ikke kan få hånden igennem den.

Vi kører hen til apoteket. Jeg overalder Poul. Når han ligger på gulvet, sætter jeg et knæ i ryggen på ham og tvinger hans arm om på ryggen. Du sætter en strip om hans håndled, og bagefter en strip mellem hans arm og min arm. Kan du klare det?

– Åh, Jens, for helvede. Jeg skal gøre mit bedste.

Bagefter ringer du til politiet. Ikke 114, men 112 direkte til alarmcentralen, og siger, at vi har foretaget en civil anholdelse af en morder. Sig også, at jeg er på apoteket, og at jeg vil melde mig selv.

Mens vi venter på politiet, tager du nogle billeder på lageret af de der ampuller.

Er du klar?

– Jeg er klar – håber jeg.

– Gå ikke i panik. Dine kolleger vil måske ringe efter politiet med det samme, men det gør ikke noget. Jeg bliver garanteret fængslet, men det her er mit livs chance for at blive renset.

Du gør ikke noget forkert ved at være med til at fastholde Poul. Du kan altid sige, at jeg tvang dig.

Nina startede bilen, og to minutter efter var de på apoteket.

– Nina, kaldte en af kollegerne med det samme.

– Poul har ringet til politiet og sagt, at ham der har været her inde.

– Fint nok, sagde Nina. Jeg ringer selv til politiet om lidt.

I det samme greb Jens fat i Pouls arm og vred den om på ryggen, satte sit højre ben ind foran Poul og skubbede han omkuld.

Alt gik, som Jens havde planlagt, og Nina ringede til politiet.

– Hvad hedder du egentlig mere end Jens?

– Juul. Jeg hedder Jens Juul, født Fisker.

Hvorfor har Poul kun én arm?

Vil julefreden sænke sig over Hejrevænget?

Vov livet og læs videre – eller bag nogle vaniljekranse.

22 – 2

Det varede næsten en halv time, inden den første politipatrulje kom. Der var hængt et skilt på apotekets fordør med besked om, at der var lukket.

– Det er en underlig situation, sagde den ene politimand. Poul Pilegård og Jens Juul, vi anholder jeg begge. Poul Pilegård, du skal til afhøring, men du er ikke sigtet for noget. Jens Juul, du er sigtet for et drab, der blev begået for to årtier siden, og du bliver fremstillet i grundlovsforhør senest om 24 timer.

– Hvem er Nina Nissen? spurgte politimanden.

Nina trådte frem.

– Du bliver muligvis sigtet for at have skjult en eftersøgt, men under alle omstændigheder skal du afgive forklaring på politistationen.

– Det har jeg ikke noget imod, men jeg er her faktisk for at hente medicin og hjælpemidler til min nabo, der venter derhjemme.

– Hvis du kommer på stationen i morgen kl. 10, er det i orden. Hvis du ikke møder, bliver du efterlyst og anholdt.

– Jeg skal nok være der.

Endnu en patruljevogn parkerede foran apoteket og efterhånden mange nysgerrige. Apotekeren og Jens blev ført til hver sin bil og hjulpet ind på bagsæderne.

– Vi ses, Jens, råbte Nina.

– Vi ses, Poul, råbte kollegerne.

– Det skal I ikke regne med, sagde Nina og gik hen til sin bil.

Nina kom i tanke om de mange ampuller på lageret og skyndte sig at ringe til politiet igen. Hun forklarede situationen grundigt og pointerede, at der var risiko for, at beviser kunne fjernes.

– Jeg har billeder fra lageret.

– Måske får vi brug for dem, men vi sender nogle teknikere.

Selv om Nina burde skynde sig hjem til Jesper med sårrensemidler og forbindinger, blev hun ved apoteket for at holde øje med kollegerne.

Tyve minutter senere kom politibilen med Jens tilbage til apoteket. Chaufføren steg ud og bankede hårdt på døren.

Nina kørte.

Dagens første afsnit

Næste dag, søndag, den 17. december, kørte Nina som aftalt til politistationen og fortalte alt, hvad hun vidste om Jens, og gårsdagens begivenheder. Hun insisterede på, at afhøringen skulle være færdig i så god tid, at hun kunne nå at overvære grundlovsforhørene.

Det blev accepteret på betingelse af, at hun kom tilbage og underskrev afhøringsrapporten, inden hun kørte hjem. I øvrigt var hændelserne på apoteket optaget på overvågningskamera.

Kriminalpolitiet og anklagerne havde haft travlt. Anklagerne havde vurderet, at det var bedst at fremstille Poul Pilgaard først, fordi en – uventet – indrømmelse fra ham, ville gøre det lettere eller helt overflødigt at fremstille Jens.

Dommeren orienterede apotekeren om, at han var sigtet for at have skubbet Ivan G. Ruus ud foran et kørende tog for tyve år side for med fortsæt at ville dræbe ham.

Dommeren sagde ikke noget om, at Poul Pilgaard var sigtet på baggrund af den forklaring, Jens var kommet med. Desuden var han sigtet for indbrud og tyveri af væksthormon hos Nordisk Gentofte subsidiært hæleri.

Anklageren havde ikke skyggen af et bevis at fremlægge, men anmodede om en varetægtsfængsling, så politiet fik tid til at undersøge sagen nærmere.

Pouls forsvarer indvendte, at sigtelsen var grundløs og forlangte sin klient løsladt. Men så ville Poul uventet sige noget:

– Jeg har ikke noget med tyveriet at gøre, men alle ampullerne står på mit lager. Ivan brød ind og stjal dem i Gentofte eller Værløse.

– Skubbede du ham ud foran toget på den baggrund, spurgte dommeren.

Alle i retssalen holdt vejret. Journalisterne var klar til at tage notater – hvis Poul overhovedet ville svare.

– Jeg tilstår det hele … Jeg er alligevel færdig … Jeg skubbede Ivan ud foran toget, fordi vi ikke kunne enes. Varerne var allerede dengang millioner af kroner værd i dopingkredse.

Det var, som om stilheden varede en evighed.

– Jeg er aldrig blevet beskyldt for det, men for mange år siden voldtog jeg en kvinde, og hun fik et barn. Hun krævede børnepenge. Vi skændtes, og det endte med, at jeg slog hende ihjel med et jernrør – og stak af.

Stilheden indtog igen retssalen.

– Jeg læste dengang farmakologi og dulmede min dårlige samvittighed med medikamenter, jeg nemt kunne få fat i. Jeg fik gode kontakter hos medicinalfirmaerne længe inden, jeg selv blev apoteker. Jeg solgte varerne videre til narkomaner, motionscentre og bodybuildere.

Jeg har selv prøvet at blive skubbet ud foran et tog. Det kostede mig min højre arm. Det var derfor, jeg begyndte at interessere mig for medicin – for at få det billigt. Eller gratis.

Mere stilhed, der blev afbrudt af dommeren:

– Poul Pilgaard, det er en dramatisk historie. Har du noget at tilføje?

Har Poul Pilletriller mere at berette?

Hvorfor går han uden videre til bekendelse?

Læs fortsættelsen inden din nabo – snart.

23 – 2

– Ja! Det er mig, der er far til Jens, der anholdt mig. Da Kaja var blevet myrdet, skrev aviserne, at der var fingeraftryk på jernrøret. Det er mine fingeraftryk. Nogle af dem kan jeg ikke lave mere, men dem fra venstre hånd er vel bevis nok.

– Hvorfor fortæller du alt det her i dag, ville dommeren vide.

– Jeg vil gerne gøre rent bord. Jeg har leverkræft, og kræften har bredt sig. Jeg har ikke lang tid tilbage. Jeg vedgår også fadderskabet. Jeg har ikke andre arvinger end Jens. Han har haft et lorteliv, og det er min skyld. Jeg håber, han vil og får lov til at besøge mig i fængslet, så jeg kan undskylde.

Lang stilhed, indtil dommeren sagde:

– Poul Pilgaard, du varetægtsfængsles i 14 dage, så politiet får mulighed for at undersøge de nye oplysninger.

Nærmest pro forma appellerede forsvareren kendelsen til Landsretten.

Efter en pause i retten blev Jens løsladt, da anklageren ikke længere fandt grundlag for at forsøge at få ham varetægtsfængslet. Han fik dog ordre om, at han ikke måtte forlade landet.

– Hvordan føles det at være en fri mand, Jens? spurgte Nina, da de gik hen mod bilen.

– Det skal jeg nok lige vænne mig til. Jeg har ikke været en fri mand, siden min mor døde, da jeg var et par måneder gammel.

På vej tilbage til huset i skoven fortalte Nina om grundlovsforhøret, og Jens følte sig mere og mere fri. Men det var svært at vænne sig til følelsen. Hvad skulle han stille op med den nyvundne frihed?

– Foreløbig kan vi da fejre din frihed med god mad og vin, og hvad du ellers har lyst til, sagde Nina.

– Jeg har lyst til noget Nina.

– That’s a good vending. Maybe we can use that in another afsnit.

– I morgen skal jeg måske melde mig på rådhuset. Faktisk eksisterer jeg jo ikke.

– Uha, er du et spøgelse? Lad os købe noget godt til aftensmad. Det er jo snart jul. Lad os fejre, at du ikke længere er eftersøgt. Når vi har spist, slukker vi lyset og …

– Det lyder som en god plan.

Planen blev forlænget.

Nina var taget ind på apoteket mandag formiddag, men hendes arbejdsplads var lukket. Hun vendte bilen og købte rigeligt ind i Brugsen. Der skulle være fest i skoven.

Jens sov, da hun nåede frem.

Nina startede med at hælde en halv flaske cognac, en halv pakke rosiner og nogle hakkede mandler i en skål. Bagefter skrællede hun kartofler og gulerødder og åbnede en pose frosne ærter. Kom det i hver sin gryde og stillede dem på komfuret.

Hun knuste nogle hvidløgsfed og mosede massen i noget smør. Og endelig formede hun noget fars af kalv og øfgris til noget, der skulle blive til karbonarder.

Hun dækkede fars-delikatteserne til med folie, vaskede hænder og gik over for at invitere Jesper på aftensmad.

Jesper fortalte, at hans sår var helet godt, og at han var klar til at tage fat i morgen, men at han egentlig ikke havde noget at give sig til. Jens havde jo ordnet alt med de fældede træer, men han ville gerne komme til middag.
Nina fortalte kort, hvad de skulle fejre.

Hun var på vej ud af døren, da Jesper bad hende tage et par flasker vin med hjem til middagen om et par timer.

Inde i varmen foran brændeovnen ringede hun til Sorte Sam og fortalte det, som sikkert ville stå i avisen i morgen.

– Jeg har allerede hørt det, sagde præsten. – Jeg fejrer det med en flaske portvin.

– Jeg er ved at lave portvinsgløgg til Jens. Du ved jo, at jeg ikke er religiøs, men det er tredje søndag i advent – men jeg vækker Jens med den tyske version af treenigheden, Wein, Weib und Gesang

– De lyder som en god idé. Der var ikke mange i kirken i dag, så nu går jeg hen og trøster organisten.

Nina og Jens blev i klithuset et par dage. De havde ikke lyst til den opmærksomhed, der sikkert ville blive, når de kom hjem til Hejrevænget.

Da de kom hjem fredag, var der koldt i nummer 22. De tændte alle radiatorer, og mens huset blev varmet op, gik de hånd i hånd op til Torvet.

Jens kiggede sig som sædvanligt over skulderen et par gange, men da de nåede Torvet, gik han for første gang tværs over i stedet for at snige sig langs husmurene. De stoppede ved juletræet og gik en runde inden de fortsatte over til det hvide hus ved siden af kirken.

Der var noget, de ville tale med Sorte Sam om.

Hvorfor kan Nina og Jens ikke lade Sorte Sam være i fred?

Skænker han portvin eller altervin for Jens og Nina?

Læs den anstrengende fortællings slutning klokken 12, inden du skal sove til middag eller til julegudstjeneste – eller endnu bedre se Disneys Juleshow.

24 – 2

Kirkeklokkerne ringede.

Fra alle veje ind til Torvet strømmede Krobstrups beboere til.

Sorte Sam stod i døren og bød velkommen til julegudstjeneste.

Knud Erik stod ved juletræet, som han jo selv havde fældet med et håndkantslag, selv havde slæbt adskillige kilometer ind til Torvet og rejst i rekordtempo. Han overdøvede kirkeklokkerne, som alligevel skulle falde til ro.

Sorte Sam blinkede til organist-Olga, som han havde hygget sig med om formiddagen, og hun slog præludiets første toner i gang.

Jens og Nina ventede, til Knud Erik var gået ind. De satte sig som de bageste, men nåede at se, at den store mand pressede sig ind på forreste bænk i venstre side lige under prædikestolen. Han satte sig, men rejste sig straks og vendte sig, som om han ville spørge: Så I, at det var mig, der kom sidst og alligevel sidder forrest?

Sorte Sam styrede sig rutineret gennem gudstjeneste.

Han var ikke nogen gudbenådet fortæller, men de første 20 vers af Lukas-evangeliet kunne han uden ad. Han citerede den gamle oversættelse fra 1931/1948:

– Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden … Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som var frugtsommelig …

Samuel vidste naturligvis, at der stod “ventede et barn” i teksten, men han kunne godt li’ at smage på ordet frugtsommelig.

Han havde aldrig gjort nogen frugtsommelig, men det var der så mange i kirken, der havde. Og det skulle de have ladet være med, og deres forældre før dem …

Samuel lirede teksten af og fortolkende den bagefter:

– Tag godt imod de nytilkomne. Hvis I ikke har guld, røgelse og myrra, så giv dem noget andet. Stjernen på træet ude på Torvet er et symbol på, at et nyt menneske er kommet. Giv alle en chance og muligheder for at eksistere, vær imødekommende og vis respekt. Vis respekt, hvis der er noget at respektere.

– Husk det, sagde Samuel så højt, at nogle spjættede. Respekt er ikke noget, man har krav på. Man skal gøre sig fortjent til respekten! Tilgivelse kan betyde, at man er et stort menneske, der kan rumme, at andre har forbrudt sig. Det kan også betyde, at man er totalt ligeglad. Retfærdighed er for mig vigtigere end tilgivelse. Jeg siger: Straf dem, der har fortjent det. Jeg siger det i overensstemmelse med de første sider af Biblen. Og lad de uskyldige være. Forfølg ikke andre på grund af rygter.

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget? Det er også evangelisten Lukas, der stiller det spørgsmål.

De ti bud i det gamle testamente er ikke paragrafer i dansk lov, men mange kristne siger, at de holder dem. Rejs jer, I der kan sige, at I altid har holdt de ti bud!

– Lad os alle bede! forsætte præsten, inden nogen nåede at tage stilling til deres forhold til de ti bud.

Samuel havde valgt salmerne En rose så jeg skyde og Dejlig er Jorden – fordi de er så korte. Og Olga spillede dem lidt hurtigere end sædvanligt, for der var meget, der skulle indhentes bagefter.

Samuel stillede sig op foran meningen:

– Til sidst er der som sædvanligt nogle meddelelser.

Der er ikke nadver i dag, da alle har travlt med at komme hjem for at forberede aftenen. Men tag jer selv den frihed i aften, når I sætter tænderne i et stykke sprød svær eller andehud, at tænke: Dette er Jesu Kristi legeme, og når i skyller efter med en veltempereret Bourgogne, så tænk, at: Dette er Jesu Kristi blod-

Og efter en kort kunstpause:

– Der er gudstjeneste igen i morgen. Men det er allerede klokken 10, hvis nogen kommer. Søndag, den 31. december, er der Nytårsgudstjene. Hvis ingen ønsker at blive begravet inden nytårsaftensdag bliver det min sidste gudstjeneste, inden jeg bliver emeritus.

Til sidst vil jeg annonce en begivenhed. Indtil 1968 skulle ægteskaber lyses fra prædikestolen tre søndage forinden, men den regel er jo afskaffet. Men jeg har lovet at vende tilbage her til kirken i foråret for at vie en tilflytter til en fastboende. Jeg taler om en tilbagevendt hjemmefødning, der uskyldigt var forfulgt i over tyve år, men som nu oplever retfærdighed og som uskyldighed ikke har brug for tilgivelse.

Jeg glæder mig til at skulle vie Nina Nissen og Jens Juul, der har valgt at leve videre som Nina og Jens Juul Nissen.

Hvordan går det fremover for ægteparret Juul Nissen, Sorte Sam, Olga og alle andre i Krobstrup?

Stil selv flere spørgsmål – og digt selv fortsættelsen.