Danske Karen og hendes svenske mand skabte Costa Ricas første nationalparker

En mørk og regnfuld novemberaften fik BB-media et tip om, at en dansk kvinde og hendes svenske mand for 60 år siden grundlagde Costa Ricas første nationalpark.

Sagen blev undersøgt og bekræftet, selv om nogle kilder roder godt og grundigt i navne og årstal, men her er historien om Karen og Olle fortalt af familie, venner, aviser og spillefilm og genfortalt af Bent Bernardi Sørensen:

Svenske Nils Olof Hugo Wessberg Geissler og danske Karen Mogensen Fischer ankom til Costa Rica i 1955 i jagten på lykke i harmoni med naturen. De valgte at etablere sig på Nicoya-halvøen ved Montezuma. Trods sine mange navne blev Nils Olof Hugo i Sverige kendt som Olle og i Costa Rica som Nicolas.

Kort tid efter drog de ud på en ekspedition til Cabo Blanco (Den hvide Kap)-området på jagt efter frø fra endemiske træer for at genbeplante deres nyerhvervede gård. Da de ankom til området, blev de overraskede over det rigelige dyreliv og størrelsen af områdets træer. Det var som en oase midt i en ørken, da alt dyrkbart omkring var blevet ødelagt for at give plads til græsnings- og landbrugsarealer.

Oplevelsen udløste deres vilje til at redde og bevare den “naturlige juvel.” Ved hjælp af et internationalt agentur købte de 1250 hektar jord i 1963 og forvandlede jordene til det første beskyttede område i Costa Rica – og faktisk i hele Mellemamerika.

 

Tyskfødt svensker
Nils Olof Hugo Wessberg Geissler blev født 15. juli 1919 med svensk far, Hugo Wessberg, og tysk mor, Gertrud Geissler, i Eberswalde i Preussen, hvor Hugo studerede skovdrift. Desuden fik de datteren Hilde.

Kort efter Nils Olof Hugos fødsel og som nyuddannet skovingeniør vendte Hugo Wessberg tilbage til Sverige med sin familie, og de slog sig ned i Skara. I 1940 købte han en ejendom i Ekholmen, en landsby ved Ulricehamn øst for Göteborg.

 

Olles far arbejdede som skovvaluar og konsulent, og Olle tilbragte megen tid i naturen sammen med sin far, og hans interesse for dyr og natur blev uddybet mere og mere, selv da han startede en militær karriere og blev løjtnant i panserstyrkerne i Skövde, hvor han tjente fra 1939 til 1951.

I 1947 døde hans mor af en hjernesvulst, og Olle havde mistanke om en sammenhæng med miljøproblemer. I 1951 døde hans søster, Hilde, af samme sygdom, og Olle var overbevist om, at det var et resultat af deres kost, og han konverterede derfor til vegetarisme. For at leve et liv tro mod sin overbevisning afsluttede Olle sin militære karriere og købte en æbleplantage i Speleby med den hensigt at leve af udnyttelse af jorden. Kort efter mødte han Karen Mogensen Fischer i et råkosthus på den omdiskuterede Humlegården i Humlebæk. Myndigheder og Kræftens Bekæmpelse tog afstand fra institutionens alternative behandlinger. Humlegården gik konkurs i 2012 efter mange anklager om svindel.

Karen Mogensen Fischer blev født 4. august 1926 i Holstebro som datter af Valdemar Mogensen og Cristine Fischer.

– Jeg så ham stå i solstrålerne. Hans hvide hår skinnede i lyset, og jeg vidste med det samme, at det var den mand, jeg ville dele mit liv med, sagde Karen.

Ved den efterfølgende middag havde de kun øjne for hinanden. Mange ting forenede dem – interessen for biologi, miljø- og sundhedsundervisning, og begge var også meget interesserede i andre lande og kulturer.

Olle og Karen forelskede sig i hinanden, blev gift i 1952 og bosatte sig i Speleby. Mens hun var gravid, kom Karen ud for en cykelulykke og blev tvunget til at få en abort med den konsekvens, at hun aldrig ville kunne få børn.

Den 13. februar 1954 gik de ombord på fragtskibet Astrid Bakke på skibets jomfrurejse til Amerika. I mere end et år rejste de tværs over kontinentet (Mexico, Ecuador …) på jagt efter et ideelt sted at bo. De kom til Costa Rica 15. maj 1955. Karen havde drømt, at hun stod ud mod Stillehavet omgivet af enorme træer med storslåede blomster, og de satte sig for at lede efter stedet. Under en bådekspedition langs Stillehavskysten genkendte Karen stedet, hun drømte om, og de gik i land to kilometer nord for den lille landsby Montezuma på Nicoya-halvøen.

 

Pakker fra Ulricehamn
De nærmeste naboer var halvanden kilometer væk i Montezuma. Snart købte de et stykke jord og plantede 32 sorter frugttræer. De havde besluttet sig for kun at leve af frugt og grønt. Men før deres afgrøder gav frugt, levede de af ting, der voksede vildt – hovedsageligt blade, som de så, at dyrene spiste. Men den ensidige diæt gjorde dem meget syge. De var underernærede og havde problemer med infektioner og insektbid.

Så skrev de til Olles far, Hugo, i Ulricehamn og bad om hjælp. De bad ham sende medicin og vitaminer. Han købte dem på apoteket og sendte en pakke i ny og næ. Efterhånden, som de blev mere fortrolige med lokalbefolkningen, som havde viden om overlevelse, ændrede de deres kostvaner. Senere, da deres afgrøder blev modne, fik de også et bistade, og de forblev raske.

Men Karen fortsatte også med at lave saft af de blade, som hun så, aberne spiste. Hun troede, at de gav hende bedre syn og hørelse, og at hun havde brug for mindre søvn end før.

Karen og Olle levede meget isoleret, men de følte sig ikke alene. Karen fortalte en bekendt, at de havde masser af venner blandt de vilde dyr i regnskoven. De tæmmede en papegøje, der fulgte efter dem som en hund, og aberne var ikke bange for dem. Olle og Karen var heller ikke bange for noget dyr – heller ikke for de frygtede pumaer.

 

“Hestemorder”
Det mærkelige blondinepar vakte både nysgerrighed og skepsis hos naboerne, og de kaldte Olle for “hestedræber”. Da han ikke kunne holde ud at se, hvor dårligt folk behandlede deres dyr, købte han de syge og afmagrede heste og gav dem en sidste behagelig tid i livet, inden han skød dem.

Han fik naboernes respekt, men de forstod aldrig, hvorfor han bekymrede sig så meget om dyr.

Karen og Olle havde brug for et andet hus end den simple palmebladshytte. Byggematerialer var der rigeligt af, men de havde intet værktøj. Problemet blev løst af far Hugo i Ulricehamn. Olle skrev i et brev til ham, hvad de havde brug for, og at forsyningerne skulle købes i Anells byggemarked på Hovedgaden i Ulricehamn. Der kunne gå mange måneder, før afsendelserne ankom til Montezuma, så for at forhindre værktøjet i at ruste, blev det vakuumpakket. Olles far betalte for værktøjet.

 

Beskyttet område oprettes
Efter et dusin år i regnskoven opdagede Olle, at meget af skoven på næsset Cabo Blanco var blevet fældet. Han fik så ideen til at skabe en nationalpark af den del, der var tilbage, og organiserede en indsamling i USA og England. Olles kamp for den truede regnskov var meget vellykket, og penge strømmede ind fra forskellige organisationer, så jord kunne købes. Myndighederne i Costa Rica var dog skeptiske over for ideen om en nationalpark, og Olle tog 23 ture til hovedstaden, San José, før han endelig fik regeringen med sig.

De fik endelig grønt lys fra myndighederne og skabte således det første beskyttede område i Mellemamerika, Reserva Nacional Absoluta Cabo Blanco, ved et dekret af 21. oktober 1963. Hovedstien i Nationalparken kaldes “Svenskerens vej”, og i Mal Pais har en hemmelig bugt ved grænsen til Cabo Blanco navnet “Svenskerens Strand” (Playa Suecos).

 

Hårdt arbejde
Olle og Karen arbejdede hårdt for at beskytte deres nyetablerede park, og der var ofte lange perioder, hvor de ikke mødte andre mennesker. Men det gjorde ikke noget. De levede i symbiose med hinanden og naturen, og deres ægteskab var meget harmonisk. Men heldet varede ikke evigt. Olle følte, at en anden stor regnskov, Corcovado skulle etableres.

 

Nicolas forsvinden og død
I juli 1975 tog Olle (Nicolas) til Osa-halvøen med den hensigt at få Corcovado-skoven fredet. Han lovede Karen at være tilbage til hendes fødselsdag, 4. august.

Da han ikke var tilbage på den lovede dato, lejede hun et fly for at lede efter ham. Hun fandt ud af, at Olle havde overnattet hos en familie på en gård ved kysten, og at han derefter gik i skoven i selskab med en ung guide.

Guiden var kort efter taget til San José, og ingen havde hørt noget nyt fra Olle derefter. Støttet af lokale bønder gik Karen på udkig efter Olle, og hun opdagede sin mands kniv, der var stukket fast i et træ, og derefter fandt hun Olles rester.

Hans krop var blevet fortæret af dyr i løbet af de to uger siden hans forsvinden. Kun hans skelet var tilbage, men Karen identificerede ham takket være hans kompas og rygsæk, der lå ved siden af ​​ham.

Nicolas Wessberg døde officielt 23. juli 1975 i en alder af 56 år tyve år efter, parret ankom til Costa Rica. Guiden, han fulgtes med, myrdede ham – sandsynligvis for at beskytte lokalbefolkningens interesser. De lokale var ikke interesserede i, at området blev fredet. De ville hellere fælde skoven for at grave efter guld og plante bananer.

Guiden blev dømt og sendt i fængsel. Her blev han dræbt af en anden fange kort efter.
Karen samlede sin mands knogler og begravede dem i skoven med udsigt over deres ejendom.

 

Oprettelse af Corcovado Park
Efter nyheden om Nicolas’ attentat sagde Republikken Costa Ricas præsident, Daniel Oduber Quirós, på tv: ”Svenskeren gav sit liv for at beskytte vores skove. Det er nu Costa Ricas ansvar at realisere hans drøm om at lave en nationalpark i Corcovado!”. Parque Nacional Corcovado blev officielt oprettet ved et dekret af 24. oktober 1975.

Nu er nationalparken på Osa-halvøen en af Costa Ricas største og tiltrækker videnskabsfolk, fotografer og naturelskere fra hele verden, da den repræsenterer et af verdens rigeste og mest mangfoldige økosystemer.

 

Slut på Karens liv
Efter Nicolas’ død boede Karen, der blev kaldt Karen le Sueca (svenskeren), alene på deres ejendom og åbnede et lille bed and breakfast ved navn Cabinas Karen i centrum af byen Montezuma. Hun døde 7. oktober 1994 af leverkræft (hepatocellulært karcinom). Hendes rester blev begravet sammen med Olles på en bakke midt i skoven, de ejede.

I sit testamente donerede Karen deres ejendom til den costaricanske regering for at omdanne den til et naturreservat, der skulle bære hendes mands navn, Reserva Nacional Absoluta Nicolas Wessberg. Det trådte i kraft ved et dekret af 10. oktober 1994. Nationalparken har en fugtig tropisk sekundær skov med cirka 150 identificerede træarter, hvor stedsegrønne arter dominerer, men tørre skovarter findes også.

Skoven er levested for mange dyr, såsom capucineraber og brøleaber, hvidhalede hjorte, egern, bæltedyr, myreslugere, agutier, prærieulve, pindsvin, vaskebjørne, næsebjørne, ozelotter, jaguarer og margay-katte.

Film om et dramatisk liv
I 1997 skildrede den danske film “Et hjørne af Paradis” med svenske Samuel Fröler og Trine Pallesen den blonde svenske tidligere løjtnant Olof og hans danske kone Karen, der fandt deres paradis i en mellemamerikansk regnskov. I filmen hedder de Nils og Anna.

De byggede en lille plantage og levede af det, naturen gav.

Men deres liv blev også en kamp mod miljønedbrydning og skovrydning, som Olle til sidst betalte med livet.

Plakater fra den danske og den polske version af “Et hjørne af Paradis”.

 

Bekendtes beretninger
Ingen var særlig overrasket, da Olle og Karen le Sueca søgte efter paradiset. Allerede som ung var Olof miljøkæmper, hvis synspunkter på det tidspunkt var ret radikale.

Olles og Karens liv var meget mere dramatisk end det, filmen viste, sagde Eva Tellow, hvis mor, Hilde, var Olof Wessbergs søster. Eva besøgte Karen i Costa Rica i 1990 – fire år før den modige, lille dansker døde i sit lille, simple hus nær stranden, hvor hun og Olle byggede deres første hjem af palmeblade.

Eva havde korresponderet med Karen i mange år, og hendes lange og svære rejse til Olles regnskov var en uforglemmelig oplevelse. På turen var hun ledsaget af sine to børn, Karolina og Peter, og to af hendes venner og deres børn.

– Vi tog ud med fly, så med minivan, pram og lastbil, fortæller hun. Det var en utrolig intens oplevelse at se hende. Jeg havde hørt om hende og onkel Olle lige siden, jeg var lille, men jeg havde aldrig forestillet mig, hvor enkelt hendes liv var.

– Hun boede nær Montezuma på grænsen til Cabo Blanco-nationalparken – den første park, parret havde grundlagt. Vi boede i deres simple hus, som de havde bygget på en lysning i skoven, og langt ud på natten sad jeg med Karen, og hun talte om sin og Olles tilværelse.

Olle var en meget stor dyreven, husker Annika Tellow.

– Jeg kan huske, vi havde problemer i byen med en masse vilde katte, der led, og Olle påtog sig at skyde dem. En dag hjalp jeg ham med at bringe en gammel skæv kat frem i vores gård, men jeg syntes, det var grimt, da han skød den.

– Han var høflig og behagelig, men vi syntes, at han fik mærkelige synspunkter. Det var synd for onkel Hugo, da Olle tog af sted. Han havde ikke andre børn, for datter, Hilde, var død.

– Ja, vi syntes godt nok, han var lidt mærkelig, sagde Sten og Meje Josefsson, som kendte familien Wessberg og husker den lidt underlige Olle. Han var glad for at diskutere, hvordan man skulle leve, og vi drillede ham nogle gange. Vi delte ikke rigtig hans synspunkter.

På det tidspunkt brød man sig ikke så meget om miljøspørgsmål, og veganere virkede lidt ejendommelige.

 

Øjeblikkelig kærlighed
Da Åke Rydberg købte Olles barndomshjem Ekholmen af hans far, Hugo Wessberg, kunne han på Olles forladte biblioteker se, at han var meget belæst om natur og miljø. Olle havde en utrolig mængde bøger om disse emner, og tilsyneladende var han særligt interesseret i Sydamerika og Afrika.

– Der var også mange bøger om sundhedspædagogik, fortæller Åke. Olle var fanatisk veganer og levede strengt efter sundhedsprofeten Are Waerlands teorier. Den finske sundhedsideolog Are Waerland hed oprindeligt Paul Henrik Fager. Efterhånden tog Olles interesse for miljøet overhånd, og han forlod militæret.

Om aftenen havde Olle og Karen siddet og læst i de bøger, de lod blive liggende Ekholmen, da Åke Rydberg flyttede ind, og i stigende grad begyndte Olle og Karen at reflektere over et andet liv i en anden del af verden. Da de rejste fra Sverige i foråret 1954, vidste de begge i sig selv, at de aldrig ville se deres slægtninge igen, men de sagde intet om det til nogen.

Olles far, Hugo, havde dog intet håb om at se sin søn igen. Han sagde: – Olle levede som en abe i træerne. Og: – Han kommer nok aldrig tilbage.

 

Posthum hæder
Cirka ti år efter sin død fik Olof en posthum hæder som grundlæggeren af det nationale parksystem i Costa Rica.

I oktober 1994 blev Reserva Natural Absoluta Nicolas Wessberg grundlagt, som beskyttede 63 hektar jord og dyreliv, to kilometer nord for Montezuma. Et andet naturreservat blev navngivet til ære for Karen – Reserva Karen Mogenson på 960 hektar i den bjergrige indre del af den sydlige Nicoya-halvø.