Glücksburg uden for sæsonen
Lyksborg ved Flensborg Fjord er det danske navn for kongefamiliernes vugge
Tekst: Bent Bernardi Sørensen
Fotos: Britta K Jensen
Vi er kommet til Glücksburg – der på dansk også kaldes Lyksborg – tidligt mandag eftermiddag og er gammelsultne, fordi en frokostaftale på en havnerestaurant i Flensborg gik i vasken. Vi følger skiltene til et italiensk pizzeria, en græsk taverna, en thairestaurant og andre steder, men alt er lukket, til leje eller til salg.
Til sidst kører vi til Glücksburg Strandhotel, hvor vi har bestilt et tre-dages ophold. Vi opdager, at hotellets Strandcafé Sandwig i vandkanten ved stranden af samme navn har åbent.
Udsigten over Flensborg Fjord til Okseøerne og Danmark er formidabel.
Fra cafeen går en lang mole ud i fjorden. Indefra er det fristende at gå en tur ud ad molen, men blæsten rusker i alt, så det er svært at høre, hvad vi selv tænker.
Vi tænker på at gå indenfor på Strandhotellet – og det gør vi så. Og vi bliver glade ved synet. Vi havde forventet meget og blev alligevel glædeligt overraskede. Den 152-årige bygning er restaureret af dygtige og nænsomme håndværkere.
Glücksburg Strandhotel ligger på Flensborg Fjords sydlige bred 11 kilometer fra Flensborg. Kommunen er Tysklands nordligste, og området – hele Schleswig-Holstein – var dansk indtil 1864.
Hotellet har 36 værelser plus ni lejligheder i nabobygningen. Der er lads til 80 spisende i restauranten og 120 til arrangementer i Elisabeth-salen.
Badehotel ved fjorden
Badehotelsstemningen begynder allerede i receptionen, hvor vi bydes hjerteligt velkommen og orienteres om vejen til værelse 215 og om spisetiderne.
Vi synes næsten, vi ser Grosserer Georg Madsen sidde på reposen med en cognac og en utændt cigar.
Hvem venter han mon på?
Næppe Fru Fjeldsø, der står et par trin længere nede ad trappen skulende efter et bytte. Nå, det er sikkert en bridgemakker, hun søger.
Vi finder nemt værelse 215, der viser sig at være dobbelt så stort, lyst og indbydende, som vi havde forestillet os, og stik imod forventning er der både en lille balkon og et vindue med udsigt over den oprørte fjord. Vi vil give os tid til at pakke ud og undersøge brochurerne om områdets attraktioner, men inden vi indretter os, henter vi den sidste bagage.
På vej ud af den lille elevator med to kufferter forestiller vi os at vi overrumples vi af en forvirret, kolerisk herre, der er ved at snuble i vores bagage.
– Hvor er salen? spørger han. Jeg skal bruge et piano – hurtigt! Jeg er fyldt med smukke toner. Folk fortjener at de kommer ud. Hotellet kaldes Das Weisse Schloss. Og det forpligter at gengælde, når hotellet ligefrem er opkaldt efter mig.
Og væk er den koleriske skuespiller. Inden vi når at fortælle om det skinnende blanke Yamaha-piano under krystalkronerne oppe i Elisabeth-salen, der minder om en balsal på et slot.
Alle de fiktive personer er erstattet af engagerede medarbejdere i Restaurant Felix. Vi vises på plads i et hyggeligt hjørne foran en pejs, som tjeneren tænder op i, og vi bestiller en flaske Riesling fra Katharina Wechsler i Rheinhessen. Inden hovedretten, der er sandart, nyder vi en parmesan- og timiansauce med karamelliserede appelsinskiver, og desserten er en symfoni af hasselnødde-mousse, kirsebæris og bailey’s-ganache.
Hvis man lever sådan som kejser, gad jeg godt afløse sådan en fætter et par år.
Der er mørkt, da måltidet med stor nydelse er sat til livs, men vi bliver siddende længe i den hyggelige restaurant og bar.
Dronning Margrethes død
Om natten og morgenen rusker blæsten med 24 meter i sekundet i de nøgne, høje træer uden for vinduet og vores lille balkon. Når vi kigger til venstre ser vi øerne Store Okseø og Lille Okseø ovre på den danske side i Flensborg Fjord – ud for Sønderhav. Øerne nævntes første gang i Kong Valdemars Jordebog i år 1231. Dengang anvendtes øerne som græsgange for kvæg, og Ifølge et sagn opstod øerne af ler, der faldt ned fra en jættes sko. Indtil den store stormflod 12.-14. november 1872 levede øboerne af landbrug, fiskeri og skibsbyggeri.
Store Okseø er otte hektar stor og har haft færgeforbindelse til fastlandet. På øen findes en nedlagt campingplads og en lukket restaurant. Store Okseø ejedes af Bov Kommune, Miljøministeriet og Sønderjyllands Amt frem til 2007, da øen blev overtaget af Miljøministeriet. Lille Okseø er fire hektar stor og ejes af Københavns Lærerforenings Kolonier.
Dronning Margrete den Første døde af pest på et skib i Flensborg Havn, hvorefter hun ifølge sagnet en kort periode var begravet på Lille Okseø. Derefter blev hun bragt til Sjælland og genbegravet i Sorø Klosterkirke, inden hun endelig i 1413 som den første kongelige blev begravet i Roskilde Domkirke.
Kongefamiliernes vugge
Den danske kongefamilie – og for den sags skyld også den svenske, norske, britiske og den tidligere græske – stammer fra slægten Glücksburg, der har sit navn efter Glücksborg Slot lige i nærheden af strandhotellet.
Kong Frederik den Syvende (konge 1848-1863) var barnløs. Kongens nærmeste arving var hans fætter Frederik af Hessen-Kassel (1820-1884), men han afslog til fordel for sin søster Louise af Hessen-Kassel, der også sagde nej til at overtage tronen, og foreslog sin mand, prins Christian af Glücksborg, der ligesom hun var oldebarn af Frederik den Femte og desuden nedstammede i lige mandlig linje fra Christian den Tredje. Prins Christian blev derefter indsat som tronarving i tronfølgeloven af 1853 efter konsultationer med de europæiske stormagter, der var garanter for Slesvig og Holstens status efter Londonprotokollen af 1852.
Frederik den Syvende døde på Lyksborg Slot i november 1863. Prins Christian besteg derefter Danmarks trone som kong Christian den Niende, og hans efterkommere har siden regeret Danmark. Christian den Niende er dronning Margrethe den Andens tipoldefar.
At leve som i kejserens tid
“Det hvide slot ved havet” i Lyksborg ved Flensborg Fjord har en begivenhedsrig historie, der strækker sig over de seneste 152 år. Husets historie er med til at give det en unik atmosfære og særpræg, som besøgende nyder efter en omfattende renovering, der bragte hotellet tilbage til dets herlighed på kejserens tid. I 1872 i den tyske bade-arkitekturs guldalder blev Strandhotel Glücksburg bygget – og kort efter kom der mange prominente gæster.
Christian Schmid, der blev læge i Glücksburg i 1871, tog initiativet til grundlæggelsen af ”Aktieselskabet Østersøbadet Glücksburg“. Gennem flere avisartikler skrevet af Flensborg-lægen Mesinga, blev Schmid opmærksom på stedet, som avisartiklerne roste til skyerne for dets strand, vidunderlige skønhed og omgivelser i den idylliske Sandwig Bugt. Selskabet fik hurtigt yderligere 80 aktionærer, der besluttede at bygge et hotel ved stranden i Sandwig. Det fik navnet ”Kurhuset”.
12.-14. november 1872 ramte en voldsom stormflod Sandwig Bugt og efterlod store mængder fint sand, så en naturlig strand blev skabt. 6. maj 1872 havde hertug Carl lagt grundstenen, og allerede 55 dage senere blev Kurhuset indviet.
Kurhuset havde seks gæsteværelser, der fortrinsvis var reserveret til ældre. Der blev holdt mange store fester, der i begyndelsen foregik i et telt. I slutningen af 1872 var succesen så stor, at en udvidelse af huset måtte finde sted. 12. juli 1873 blev udbygningen indviet under navnet ”Strandhotellet“. Bygningen havde nu to etager, 27 værelser med balkon, en sal, et badehus – og 28 badekar. Næste ombygning fulgte to år senere. Hotellet havde da 70 værelser, nogle saloner og en stor sal.
Om sommeren var der omkring 350 overnattende. Sæsonen omfattede kun sommermånederne, men mange besøgende blev boende i flere uger. De ankom med dampskibe, og allerede den gang var der en anløbsbro lige uden for hotellet.
Tilstrømningen til hotellet tog til, og frem mod slutningen af 1800-tallet var Strandhotel Glücksburg et centralt mål for besøgende, der ankom med skib, jernbane og senere med bil fra hele verden. Afgørende for udviklingen var de forbedrede transportmuligheder.
I 1885-86 blev der anlagt togbane fra Flensborg til Kappeln, og i 1866 oprettede Friedrich Mommsen Bruhn en bådrute. Redderens første skib hed ”Lille Havmåge”.
Der sejlede også regelmæssigt dampere på fjorden.
Strandhotellet var højt elsket af borgerne i Flensborg og af rejsende fra hele verden. Elite-sejlere var ofte gæster på hotellet. Blandt andre industrifyrsten Alfred Krupp elskede at sejle på fjorden.
I 1890 ankom kejser Wilhelm II med sin hustru, Auguste Viktoria, i den nybyggede yacht ”Hohenzollern“, der var et pragtværk med markante master. Til parrets ære blev den legendariske ”Kejser-Menu“ med 12 retter serveret, sammen med 10 forskellige vine. Menuen serveres fortsat. Kejserparret kom i de følgende år ofte til Glücksburg, og borgerne nød den kejserlige tilstedeværelse.
Slottet i søen
På andendagen af vores ophold går vi den seks kilometer lange tur rundt om søen, hvor Glücksburg Slot ligger på en halvø, der stikker ud i søen. På den smukke tur gennem skoven passerer vi et kedeligt boligområde, inden vi når hen til slottet, hvor noget vedligeholdelsesarbejde er i gang. Det er sikkert omkostningstungt at drive et slot af den størrelse.
Her uden for sæsonen er slottet lukket for besøgende, men man må gerne gå over slotspladsen og ud på udsigtsplatformen. Da vi går ud gennem porten mødes vi af en venlig mand i gummistøvler. Han spørger, om han kan hjælpe med svar på eventuelle spørgsmål.
Vi svarer venligt, men afvisende på det overraskende spørgsmål, men fortryder, at vi ikke spurgte, om han var en del af slægten eller godsforvalter.
I stedet slentrer vi videre langs søen, mens lidt dis og gråvejr fordamper, så vi kan nyde synet af det hvidpudsede renæssanceslot i nederlandsk og nedertysk stil og undre os over, at håndværkere for over 400 år siden kunne opføre bygninger, der er mere holdbare end beboelserne på den anden side af søen. Det kvadratiske slot har tre etager og sadeltag og i hvert hjørne et kraftigt, ottekantet tårn.
Glücksburg Slot blev bygget på ruinerne af zisterzienser-klosteret Rude fra 1210, der blev nedlagt i 1582 efter Reformationen og overdraget til Christian den Tredjes søn hertug Hans den Yngre af Slesvig-Holsten-Sønderborg. Han lod klosteret nedrive og opførte slottet i årene 1582-1587.
Slottet blev anlagt i en kunstigt opdæmmet dam og bygget på en 2,5 meter høj granitsokkel, Forbindelsen til land gik over en bro.
Over slottets indgangsportal står “GGGMF”, der er en forkortelse for Hans den Yngres valgsprog: “Gott gebe Glück mit Frieden” (Gud give lykke med fred), der formentlig har givet slottet dets navn.
Fra 1857 tjente Glücksburg Slot som sommerresidens for Frederik den Syvende, der døde på slottet i 1863.
Tilbage på ”vores eget” hvide slot kigger vi nærmere på det intime wellnessområde, inden vi forventningsfulde gør os klar til aftensmåltidet.
Vi følges igen til Bord 15, hvor tjeneren tænder op i pejsen, mens vi beslutter os for en spätburgunder fra Pfalz. Restaurant Felix har vin fra adskillige lande, men vi bestiller af princip altid vin fra det land, vi rejser i, og heller ikke denne gang skuffes vi.
Heller ikke over maden, der er vildtkød med tranebær som forret efterfulgt af kalvekød med græskar og valnødde-gnocchi. Desserten er hvid chokolade is. Et kejserligt måltid!
Restaurantchef Andreas Wingert ville sikkert ikke være afvisende, hvis vi søgte job i restauranten. Stillingen som kejser er vist ikke ledig for tiden.
Restaurantchefen er en beskeden verdensmand, der blev født i Johannesburg, Sydafrika, og voksede op i bushen, hvor hans far var missionær, men siden blev Andreas uddannet som kok og arbejdede tolv år på Michelinstjerne-restauranter i Frankrig, Spanien og Storbritannien, inden han samlede ny erfaring med ni år i sundhedssektoren, hvor madlavning for det meste er masseproduktion.
– Restaurant Felix er ikke et stift koncept som på de fleste førsteklasses restauranter. Vi lægger vægt på hygge og god atmosfære med en god balance mellem dejlig mad, vin og pris, siger Andreas Wingert, der elsker sit arbejde, selv om han indrømmer, at det er en udfordring, at flere og flere kunder kræver specielle menuer.
– Jeg forsøger at forenkle det hele, for at holde priserne nede, uden at det går ud over kvaliteten. For eksempel har vi reduceret antallet af snapsetyper i baren fra 22 til nogle få, siger han.
Traditioner og nytænkning går fint hånd i hånd på Restaurant Felix. Køkkenchefen, André Schneider, har i 20 år lavet madretter af lokale råvarer ud fra stamkunders og nytilkomnes ønsker.
Lørdagsfrokosten tiltrækker 70-80 stamkunder, der forventer ”same procedure as last week” og helst ved det bord, de plejer at sidde ved. Andreas Wingert og hans personale forsøger at ændre lidt på konceptet, men kunderne bestemmer.
At restaurantchefen vil se positivt på en ansøgning skyldes et stort problem med overhovedet at skaffe nye medarbejdere.
– Alle servicefag har samme problem. Det er ikke moderne at arbejde med at gøre noget for andre mennesker. De fleste vil gøre noget for sig selv. Vi deltager i mange rekrutteringsarrangementer, men det er sjældent, vi har succes med at finde nye medarbejdere, og det har ikke noget med løn at gøre, for den når vi sjældent at tale om.
Det handler heller ikke om uddannelse, for vi har så stor erfaring, at vi kan oplære de fleste til at blive dygtige medarbejdere, siger Andreas Wingert.
Han spørger, om noget på hotellet og i restauranten kunne være bedre.
Absolut intet har vi været utilfredse med, men nævner alligevel vejrudsigten, inden vi roser den høje kvalitet.
– Vedligeholdelse er vigtig for os. Hvis noget ikke er i orden, går det ud over gæsterne. Hvis personalet ikke er dygtigt, går det også ud over gæsterne. Uden gæster havde vi hverken personale eller hotel og restaurant, så simpelt er det, siger den erfarne restaurantchef.
Ødelæggelse, gen- og ombygning
Efter det kejserlige højdepunkt på Kurhotellet fulgte katastrofen. I 1912 ødelagde en brand en stor del af bygningen. Et år senere, 1. august 1913, blev grundstenen lagt til det forreste nybyggeri. Det indeholdt 45 gæsteværelser delvist med bad og toilet i de øverste etager samt bolig til forpagteren og personalet samt en stor sal. Huset blev genåbnet 26. maj 1914 og fik nu navnet ”Kurhotellet”.
Fem år senere indfandt der sig igen prominente gæster som den berømte tyske forfatter Thomas Mann og hans forelægger Samuel Fischer, der her oplevede nogle uger med ren luft væk fra metropolerne München og Berlin.
Efter at have overvundet følgerne af Den Store Krig 1914-18, tabet af Sønderjylland til Danmark, en voldsom inflation og en verdenskrise i 1929, voksede gæstelisten igen i 1930´erne, men desværre kun for en kort tid. Med udbruddet af Anden Verdenskrig mistede husets ledelse sin selvbestemmelsesret. Det store kurhus, der var ejet af Kristen Skriver, blev, ligesom børnehjemmet Sankt Ansgar, indrettet som felthospital. Kurhuset lagde i de sidste krigsår hus til op imod 220 flygtninge og fordrevne, der ellers ikke havde noget sted at være. I den tid levede 2.700 flygtninge i byen.
I 1948 lykkedes det borgmester Kai Uwe von Hassel at skaffe andre boliger til de anviste flygtninge, således at hotellets værelser igen kunne anvendes til kurophold. Samtidigt var huset indtil slutningen af september 1950 rekreationshjem for børn i Schleswig-Holstein. Her blev børn med tuberkulose, der dengang var en udbredt børnesygdom, behandlet.
I 1951 blev det nedslidte hotel forladt, og kommunen måtte renovere det ud fra de sparsomme økonomiske muligheder, byen havde. Vekslende forpagtere, hotellets nedslidte tilstand og den menneskeskabte økonomiske ruin efter krigen medførte, at folk ikke længere havde råd til at holde ferie, og en genstart af hotellet var derfor meget vanskelig. Det lykkedes imidlertid borgmesteren at sælge hotellet i oktober 1952 til Alt-Hamburg kirkekredsen for 88.000 mark.
Kirkekredsen anvendte bygningen som hjem for astmaramte børn. Der blev indrettet flere værelser i huset, så der var plads til 90 senge og 31 senge i loftsetagen til et ungdomsherberg. Huset fik navnet „Mathias- Claudius-heim“.
Fra 1956 indtil 1996 tjente det tidligere Strandhotel som rekreationshjem for mødre og børn under den evangeliske kirke.
Huset blev i 1997 købt af et ejendomsselskab for fire millioner D-mark.
I 2006 gennemgik ”Det Hvide Slot ved Havet” en omfattende renovering, hvor tagetagen blev indrettet til værelser, og der blev bygget et wellness område samt en stor udvendig terrasse i forbindelse med festsalen. Desuden blev hele underetagen ombygget til restaurant. Resultatet af ombygningen er en blanding af moderne indretning og historisk stolthed, hvor de besøgende føler sig sat tilbage til kejsertiden, da hotellet var Østersøens perle.
I 2008 erhvervede Strandhotellet bistroen Sandwig og bådebroen, hvor man nu kan nyde lækre retter og drikkevarer direkte på Glücksburg Strand og sejle den en time og 45 minutter lange færgerundfart med M/S Viking mellem Glücksburg (Sandwig) og Flensborg Havn. Fra 1. april til 31. oktober er der fire daglige ture – med få undtagelser. Man kan således tage en udflugt til Flensborg og vende retur efter fem timers ophold.
I 2015 åbnede Strandhotellets ledelse partnerhotellet Hotel Alte Post ved gågaden midt i Flensborg. Dette skandinavisk inspirerede hotel har 77 designerværelser.
I 2017 ødelagde en stormflod bådebroen i Glücksburg. En ny bro blev udført i stål og beton, så den kan holde de næste hundrede år uanset vejret.
I 2020 blev Sandwig Strandbistro ombygget og udvidet fra 66 m2 til 142 m2. Desuden blev der bygget en ny 200 m2 terrasse og balkon med udsigt direkte over Flensborg Fjord.
Strandhotel Glücksburg og Hotel Alte Post ledes af hoteldirektør Dieter Haas og administrerende direktør Simon Classen.
Simon Classen ejer via selskabet Direktøren & Kaptajnen Aps hotellerne sammen med sin bror, David Damkier. De er sønner af den kendte advokat og spekulant Olav Damkier-Classen,
Simon Classen har store planer om at udbygge det flotte, gamle strandhotel.
– Jeg vil gerne bygge 25 nye værelser, en stor swimmingpool og udvide wellness-området. Et strandhotel bør have en stor indendørs pool i vintermånederne, siger Simon Classen.
Det er ikke kun om vinteren, at tyskere har lyst til en svømmetur, men det er jo velkendt, at Tyskland mangler strande. Den lille strand nedenfor Strandhotellet er velbesøgt, så snart vejret er til det.
– Hele sommerhalvåret har vi masser af badegæster fra især Danmark, Schleswig-Holstein og Hamborg. Vi har mange stamkunder, og mange af dem tager ofte andre par med på weekendophold, fortæller Simon Classen.
Vi sidder for sidste gang ved Bord 15 med ild i pejsen ved siden af. Vi har valgt, at en Tement Sauvignon Blanc skal ledsage middagen, der består af parmaskinke med melon og sennepskål (også kalder rucola), stegt kylling med puy-linser og glaseret blomkål og til dessert en kuppel-glaze med kirsebærragout og hindbærsorbet.
Vi slutter aftenen i baren og snakker blandt andet om Simon Classens iagttagelse – at mange tager andre par med, når de kommer tilbage til Strandhotellet.
Det vil vi også gøre!
Ikke kun uden for sæsonen.
Vi ses!
