Dubrovnik i en tidskapsel

Kroatien gennemgår en voldsom udvikling, men nogle steder er tiden gået i stå

Af Bent Bernardi Sørensen
og Britta K Jensen

Vi nærmer os den fabelagtige Pile-port fra 1537 og bydes velkommen til det gamle Dubrovnik af statuen af byens skytshelgen, Sankt Blasius, der står i en niche over renæssancebuen med en miniaturemodel af Dubrovnik i venstre hånd.

En anden af de store seværdigheder er Franciskanerklosteret og museumsklosteret (Muzej Franjevackog Samostana) lige inden for Pileporten og ved indgangen til bymuren.

Over døren til klosteret er en bemærkelsesværdig pieta-skulptur fra 1498. Indvendigt er et kloster fra midten af det 14. århundrede. Det er en af Dalmatiens smukkeste senromanske strukturer.

Inde bag den romansk-gotiske korsgang ligger et apotek fra 1317, der er et af Europas ældste, der fortsat har sit oprindelige interiør. I samme rum er der tillige en udstilling af relikvier og andre liturgiske genstande. Ved indgangen til korsgangen ligger endnu et smukt, 100 år gammelt og fungerende apotek med hvide apotekerskabe og porcelænskrukker. Her kan man foruden rosenvand og diverse urtecremer, der er fremstillet efter gamle klosteropskrifter købe solcreme og smertestillende medicin.

Det var kattens
Uden bedøvelse fortsætter vi forbi den store Onofrio-brønd fra 1400-tallet og den meget flotte trappesidegang og går gennem den indre port fra 1460 til synet af den betagende udsigt over hovedgaden, Placa (også kaldet Stradun), med blankslidt kalkstensbelægning. Gaden er som resten af den gamle by bilfri – bortset fra nødvendige servicekøretøjer.

Efter at have kastet blikkene hen ad de tværgående, skyggefulde smøger med fristende forfriskningstilbud ved smalle borde udendørs beslutter vi os for at besøge den historiske by to gange.

Første dag holder vi os ved jorden – eller kalkstenene.
Stradun blev anlagt i 1100-tallet, da den smalle kanal mellem Dubrovniks slaviske og romerske bosættelser blev fyldt op.
Flere gange kigger vi på de op til 25 meter høje mure, der omgiver byen og glæder os til at gå hele vejen rundt på toppen af fæstning og bymure (Gradske Zidine), der er bygget mellem 1300 og 1600, men det bliver om et par dage.

Vi hilser på en kat, der sidder ved indgangen til en gyde i Straduns højre side. Den virker uinteresseret, men følger alligevel efter os.
Lidt efter overhaler den os med halen i vejret, som om den var en guide med paraply. Den venter endda, når vi står stille og er inde i butikker.

Symbolsk plads
I Straduns fjerneste ende ligger Luža-pladsen, hvor Sankt Blasius-kirken dominerer. Blasius hed i sin jordiske version Sveti Vlaho.Katten mister interessen for os og sænker halen, mens den trasker tilbage ad den lange gade, og vi kigger på det 31 meter høje klokketårn, der blev bygget i 1444 som et symbol på den frie by Ragusa, som Dubrovnik oprindeligt hed. Dubrovnik betyder i øvrigt egeskov.
Urets messingflade viser månens faser. To menneskeskikkelser slår på klokken hver time.
I 1418 rejste Republikken Ragusa en statue af Roland på Luzapladsen som symbol på Ragusas loyalitet over for Sigismund af Luxembourg (1368-1437), der herskede over store dele af Europa, og hjalp Dubrovnik mod en anden stormagt – Venezia. Rolandstatuer findes i mange europæiske byer.

Historisk monument
3500 mennesker bor i den gamle by, og antallet af besøgende fra hele verden er ofte dobbelt så stort i løbet af en dag.
Byen er et historisk monument, der naturligvis er på UNESCOs verdensarvsliste. Den har modstået angreb i århundreder, men et jordskælv i 1979 og især serbiske og montenegrinske bombardementer under borgerkrigen 1991-92 var ved at gøre det af med byen. Omkring 15 milliarder kroner har det kostet at genoprette ødelagt infrastruktur og vandforsyning og fjerne pulveriserede huse. Men nu er Dubrovnik igen Kroatiens mest besøgte ferieby.
Området har næsten 2800 årlige solskinstimer, fine bade­strande og er beskyttet fra den kolde, kontinentale luft af bjerget Srdj (412 meter over havet).

Kloster med kunst
Dominikanerklosteret og -museet (Muzej Dominikanskog Samostana) på adressen Ulica Svetog Dominika 4 er en imponerende bygning og en arkitektonisk seværdighed i gotisk renæssancestil. Bygningen er fra det 14. århundrede ligesom bymuren, og den ligner mere en fæstning end et religionskompleks, der indenfor rummer et yndefuldt kloster fra det 15. århundrede, en stor kirke og klostrets imponerende kunstsamling.

Rektorpaladset
Rektorens Palads på adressen Pred Dvorom 3 er et gotiske-renæssance palæ fra slutningen af det 15. århundrede. Paladset blev opført som bolig for bystatens skiftende rektorer og svar æde for Dubrovniks regering. Det er dekoreret med fremragende skulpturel ornamentik. Den blev bygget til rektor, der styrede Dubrovnik, og det indeholder hans kontor, private kamre, offentlige haller og administrative kontorer. Den valgte rektor havde ikke ret til at forlade bygningen i løbet af sin en måned lange periode uden tilladelse fra senatet.
Nu er paladset museum om republikkens glorværdige historie, men en del af paladset står, som da det tjente demokratiet i mere direkte forstand. Over døren til senatets mødeværelse står skrevet: Obliti privatorum publica curate – Glem de private anliggender og tænk på det almene vel.
Skråt over for paladset ligger Domkirken, der er en smuk barokbygning, der blev opført efter det ødelæggende jordskælv i 1667.

Verdens børn
Nogle af gaderne er lidt stejle, men det forhindrer ikke småpiger i cykle rundt og udveksle tanker, når de mødes på et hjørne. Drengene spiller fodbold og drømmer sikkert om en plads på Kroatiens frygtede landshold.
De husker ikke den jugoslaviske borgerkrig, der naturligt og tragisk også gik ud over datidens børn.
Antuninska 6 (sidegade til Stradun) ligger Fotogalleriet War Photo Limited, der med grusom dokumentation minder om Congos børnesoldater, blodbadet i Chad, miner i Bosnien, terror i Bagdad … Rækken af krigsskuepladser synes uendelig – Ukraine, Syrien, Sydsudan, Libyen …
Børnene går aldrig fri.
Og War Photo Limited, der udelukkende udstiller krigsfotos og -videoer i al sin knivskarpe, kølige enkelhed, får fortsat nye forsyninger.

Frokost og fristelser
Udenfor sidder katten. Den rejser sig fornærmet og går, da dens grønne øjne ser os.
Det er vanskeligt at overse restauranterne. Det er fristende at sætte sig og vælge noget fra menukortet, men vi spiste en stor, glimragende frokost på Restaurant Orhan lige uden for Pile-porten med udsigt til Lovrijenac-fortet og de gamle bymure. Her er meget godt fra havet, haven og marken, som blev skyllet ned til lyden af bølgerne, der rammer klippestykkerne og de kulørte fiskerbåde og kajakker nedenfor. Stolesæderne klæbede, men vi er her jo for at se nærmere på den unikke gamle by bag murene.

Sponzapaladset
I Republikken Dubrovniks storhedstid som handelsmagt og bystat gik alle købmandsveje gennem byens toldhus – det fornemme Sponzapalads.
“Vore vægte tillader intet snyderi. Når jeg vejer varerne, vejer Herren sammen med mig,” står der på latin på buen over indgangen – til beroligelse for borgerne.
Nu er paladset statsarkiv og Museum for Dubrovniks Forsvarere – et fred­fyldt rum, der i ord og billeder mindes de borgere, der betalte med deres liv i forsvaret for byen i 1991-92.

Lyn og ly
Vi når at opleve to dage med heftigt tordenvejr og regn i kaskader, inden vi vender tilbage til den gamle by. Lynene, der oplyste bjergsiden på grænsen til Bosnien, oplevede vi fra hotelværelsets panoramarude, og dagen efter søgte vi ly i en restaurant i Sebreno, hvor vi bor, da vi vurderede, at vi ikke kunne nå de fem hundrede meter hen til hotellet uden at risikere at drukne.
Bænket med fortjente forfriskningerne oplevede vi oversvømmelse – heldigvis kun i skohøjde. Personalet havde travlt med at skrabe vand ud ad dørene for blot at konstatere, at det bløde vand var for hård en modstander.

Byen rundt – på bymuren
Turen rundt er to kilometer, og nogle steder er vi oppe i 25 meters højde. Hovedindgangen til murene er ved Pileporten, men vi vælger at starte ved Ploce-porten. Trafikken på muren er heldigvis ensrettet.
Oppe i højden kan vi kigge ind i private – såvel rodede som velordnede – Dubrovnik-hjem, hvor vasketøj hænger til tørre op ad muren udenfor. Vi ser børn lege og spille bold ved kirkernes små pladser, og vi nyder synet af de mange nyrenoverede tage. Nogle bærer endnu præg af bombardementerne, for hustagene er kun lagt for at beskytte mod regn, ikke bomber.

På sydsiden af fæstningsmuren er der smuk udsigt til den skovklædte ø Lokrum nogle få hundrede meter væk, og synet bliver ikke ringere af, at vi kan følge et fem-mastetsejlskib  glide fordi mod øst. Det var her Englands konge, Richard Løvehjerte, forliste i 1192 med et af datidens moderne skibe.

Hele vejen rundt på den 25 meter høje bymur kan man fotografere flotte panoramaer – blandt andet ved Minceta-fortet på den yderste, nordvestlige spids.

Bymuren er forstærket med tre runde og tolv firkantede tårne, fem bastioner, to udvendige hjørnefæstninger og fæstningen Sveti Ivan, der blev bygget mellem 1100 og 1600 ved indsejlingen til den gamle havn.
Vi bruger to-tre timer på turen rundt på muren, og undervejs spotter vi steder i havniveau, som vi vil se nærmere på, så af sted, af sted …

Hullet i muren
Selv i slutningen af oktober er der så varmt på murene, at vi får lyst til en forfriskning og en svømmetur. Vi passerer fæstnings-værkerne og får øje på strandbaren Buža et stykke nede ad den stejle klippevæg.
Vi beslutter at aflægge baren et besøg, men det må vente … Især fordi vi ikke umiddelbart kan se, hvordan vi kommer ned på baren.

Vi er jo ikke rejst til Kroatien for at sidde på kro, så vi fortsætter hen ad den brede mur mod trapperne ved Ploce-porten.
Vi er i tvivl, men satser på, at vi går i den rigtige retning i kalkstensgadelabyrinten. Et par andre vandhuller frister, men vi er standhaftige og søger videre. Vi vender os om. En kat løber væk. Men vi ser dens øjne er gode. Vi skal længere ind, og så kommer katten. Igen.
Det er den samme kat, vi mødte første gang i den gamle by.
Vi forsøger at sige hej til den, men den er sin egen, rejser sig og forlader os uden at hilse. Vi dasker videre et par hundrede meter og får i noget, der ligner et hul i bymuren, igen øje på den lille tiger, der nu er træt eller doven og ligger fladt i skyggen.
”Cold drinks” står der på et grimt skilt, og vi søger ind gennem hullet i muren. Buža-baren åbenbarer sig, men det er vanskeligt at få plads til vores tørst for folk, der bare sidder og spilder tiden med at slappe af, læse eller nippe til farvede drinks – og senere til sundowners, selv om de ikke kan se solnedgangen.
Fra det vakkelvorne bord, vi efterhånden får plads ved belønnes stædighed med den gamle bys bedste udsigt. Fra bymurens klippeside ud mod Adriaterhavet ser vi Lokrum-øen.

Længere nede slår bølgerne ind mod klipperne, og man kan gå ad en pænt anlagt trappe helt ned til vandet og hoppe i Adriaterhavet, hvis man har den slags lyster.
Servitricen lever op til det psykiatriske udtryk vanskeligt kontaktbar, men da det lykkes at indfange til en forretningsaftale, får vi at vide, at Buža betyder hul.
Der findes to ”huller”. Buža II lidt længere henne ad klippen er dog ikke så hyggelig.  Man kan svømme mellem de to barers trapper. På Buža II informerer et skilt, at der ikke er adgang for nøgne.
I øvrigt finder man vej til Buža-barerne ved at begynde ved Sankt Blasius-kirken for enden af Stradun. Gå forbi Rektor-paladset og gå op ad Jesuitter-trappen. Gå til venstre ved Domkirken og fortsæt til den ydre bymur og find den smalle indgang gennem muren.
Alternativt kan man forsøge at lave en aftale med en kat.