Danmark,  Natur,  Nyheder,  Udland

Verdens bedste strand?

Trunk Bay, Dueodde eller Grenaa?

Af Bent Bernardi Sørensen

Jeg elsker at bade – under bruseren. Engang var jeg et badedyr, men nu skal der virkelig være en stor belønning i udsigt for at få mig til at bade på en strand med mikroplastik eller i en svømmepøl med urin og det, der er værre.
Trods alle mine forbehold har jeg været på nogle af de strande, som blandt andre rejsebogkoncernen Lone Planet sætter på lister over verdens bedste. Kriterierne for udvælgelse er ukendte, men det er underligt, at placeringerne på listen ændrer sig år for år.

I dag, 15. maj 2024, skriver den tidligere avis B.T., at Dueodde er nummer 50 på Lonely Planets nye liste – som om det var en sensation. Det nævnes nemlig ikke, at den bornholmske strand tidligere var nummer 20. Hvad mon der har sparket stranden med det hvide sand så langt ned?

B.,T. nævner også, at en norsk og en islandsk strand er blandt de 50. Som forventet kan mediet ikke finde ud af at skrive strandenes nationale navne, men bruger engelske betegnelser. Navnet på den norske strand staves ovenikøbet forkert.

Jeg voksede op i Grenaa og havde om sommeren min daglige gang på Sydstranden, der er 16 kilometer lang. Nu bor jeg ved Vesterhavet, hvor strandene er så lange, at ingen gider at måle dem.

Nogle af strandene på Lonely Planets liste er så små, at jyder aldrig ville betegne dem som strande, men de ser indbydende ud, når de er fotograferet fra luften – aldrig uden badende. Det gælder blandt andre Trunk Bay på de tidligere Dansk Vestindiske Øer og en strand på den græske ø Zakynthos, hvor et rustent skibsvrag fylder en stor del af sandet i en lille bugt. Jeg har taget flere end 100 billeder af den strand i badehøjsæsonen, hvor vandets blå farve er smuk på grund af kiselalger, men ingen badede dér.

Trunk Bay ligger på den upåagtede ø Saint John. Jeg har fundet store konkylier på den strand, men lod dem naturligvis ligge. Ti danskere var de eneste på stranden i fire timer. Hvis det er sådan hver dag, hvem bestemmer så, at netop den strand for tiden  er verdens bedste.

Er Dueodde virkelig Danmarks bedste strand?

Hvem bestemmer?

Hvad med Vejers, Henne, Bork, Hvide Sande og Søndervig – bare for at nævne nogle i nærheden. Og hvad med Grenaa, som kommunalbestyrelsen i årtier har undladt at markedsføre. I samme kommune ligger Anholt, der har en helt unik strand.
Stol hverken på B.T., Lonely Planet eller mig. Stol på dig selv!
Tag ud i sommerlandet.

 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *